Nyhedsoverblik

Kommuner vil lukke for gassen til husejere

Carsten Rasmussen (S), som er borgmester i Næstved Kommune, efterspørger handling fra Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), når det kommer til lukningen af gasnettet.

Det gør han sammen med 12 andre borgmestre fra Fyn og Sjælland i et brev til ministeren, som blev sendt fredag.

I brevet fremgår det, at borgmestrene efterspørger redskaber, som kan sikre, at der i 2035 ikke længere er boliger i Danmark, der opvarmes med gas.

Kommunerne efterlyser derfor en klar og tydelig melding fra staten om, at gas ikke hører fremtiden til.

De 13 borgmestre kommer fra Middelfart, Hillerød, Stevns, Slagelse, Køge, Fredensborg, Holbæk, Hørsholm, Gribskov, Helsingør, Odsherred, Rudersdal og Næstved kommuner.