Normalt er det almindelig sund fornuft, at man samle op efter sin hund.
Men kvindes opfordring til faktisk at samle en hunds efterladenskaber op fra et fortov på Hovedvejen i Tappernøje fik mandag formiddag en mand til at gå amok.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Knytnæve i ansigtet
Opfordringen fik ifølge politiet manden til at blive sur – og han endte med at slå kvinden med en knytnæve i ansigtet.
Episoden fandt sted klokken 10.33 mandag, hvor den 49-årige hundelufter fra Nakskov gik tur med sin hund.
Han blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør. Her valgte dommeren at varetægtsfængsle ham frem til den 2. juli ved Retten i Næstved.