Motorvej til Næstved triller tættere på - gods frygter for særligt naturområde

Et politisk flertal på Christiansborg har besluttet at sætte gang i en opdateret miljøvurdering af den planlagte motorvej mellem Næstved og Rønnede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En ny motorvej mellem Næstved og Rønnede er rykket et skridt nærmere. 

quote Det er et utrolig vigtigt stykke infrastruktur for vores region

Mads Elming, salgsdirektør hos Ardagh Group

Det sker efter forligskredsen bag trafikforliget Fremtidens Veje har besluttet at opdatere miljøkonsekvensvurderingen for den nye motorvej, og det vækker glæde hos det lokale erhvervsliv.

- Det er et utrolig vigtigt stykke infrastruktur for vores region. Nu kan vi så se lyset for enden af tunnelen. Vi tror på, at den kommer. 

Mads Elming fra Ardagh i Fensmark er glad for beslutningen om at lave en ny miljøvurdering.
Mads Elming fra Ardagh i Fensmark er glad for beslutningen om at lave en ny miljøvurdering. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST - Arkivfoto

- Men det er klart man skal have meget tålmodighed, når man arbejder med de her projekter, siger Mads Elming, der er salgsdirektør hos Ardagh Group samt medlem af lobbyistorganisationen Motorvej NU og Næstved Erhvervsforening.

Med en placering i Holmegaard nær Næstved har virksomheden længe kæmpet for muligheden for at få en motorvejsforbindelse til byen.

Læs også
Vil fremrykke Næstved-motorvej: - Jyske motorveje må vente
Læs også
Vil fremrykke Næstved-motorvej: - Jyske motorveje må vente

- Vi er en stor industrivirksomhed med 160 dobbelt-aksede lastbiler, der kører ind og ud af fabrikken hver dag. De kører råvarer ud til vores kunder og kører varer ind. Og det er klart vi mister konkurrencekraft uden motorvejen, siger Mads Elming.

Skal lette presset på Gedestien

Den nye motorvej skal tage presset af den gamle landevej på strækningen, Rute 54. 

Vejen kaldes i folkemunde for Gedestien, fordi der er så tæt og ofte langsomtkørende trafik på strækningen, hvor trafikken blandt andet ledes direkte igennem Holme Olstrup på vej mod Næstved.

- Jeg glæder mig over, at vi nu får lavet motorvejsstrækningen Næstved til Rønnede, fordi vi har brug for hurtigere fremkommelighed, siger transportminister Thomas Danielsen (V).

Anlægsarbejdet af motorvejen forventes at begynde i 2026.
Anlægsarbejdet af motorvejen forventes at begynde i 2026. Foto: Tina Holst Mortensen - TV2 ØST

I 2017 besluttede politikerne linjeføringen for den nye motorvejsstrækning, der vil følge den nuværende landevej på en del af strækningen - men som vil tage et slag nord om Holme Olstrup på sin vej mod Næstved.

Godsforvalter frygter for naturen

Den opdaterede miljøvurdering vil tage udgangspunkt i linjeføringen herunder og opdatere en tidligere miljøkonsekvensundersøgelse fra 2016.

Linjeføringen går gennem Gisselfeld Klosters Natura 2000-område, og det huer ikke ligefrem godsforvalter Jens Risom.

Sådan forventes motorvejen at blive anlagt fra Næstved til Rønnede.
Sådan forventes motorvejen at blive anlagt fra Næstved til Rønnede. Foto: Tina Holst Mortensen - TV2 ØST

Han håber, at den nye vurdering falder ud til fordel for miljøet og forklarer, at EU de seneste år er kommet med adskillige domme, som beskytter Natura 2000-områder mod netop byggeri.

Derfor håber han, at vurderingen kan få politikerne til at trække håndbremsen og genoverveje linjeføringen. 

Borgmester Carsten Rasmussen (S) er derimod godt tilfredse med, at undersøgelsen nu opfriskes.

Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved Kommune.
Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved Kommune. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

- Jeg tror ikke, at der er sket så meget de sidste ti år. Hellere få det end de problemer, som vi har set med for eksempel DSB-værkstedet, hvor byggeriet er gået i gang, men så bliver stoppet og udskudt, siger han og tilføjer:

- Her er det rettidig omhu, at man gør det før man begynder at bygge.

Den nye miljøundersøgelse koster maksimalt 10,5 millioner kroner. Der er indtil nu afsat 1,5 milliarder kroner til den samlede nye motorvej.


Nyhedsoverblik