De fire borgerlige partier i Næstved Byråd - Venstre, Konservative, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti - skriver i en fælles pressemeddelelse, at de støtter havnebestyrelsens forslag om at flytte erhvervshavnen fra inderhavnen ud til Ydernæs, der ligger ved mundingen til den kanal, der fører ind til Næstved.
- Havnebestyrelsens forslag er et godt udgangspunkt: Der er sket meget positivt nyt for en udflytning og mulighederne på Ydernæs. Store nye aktører bakker op. Forslaget koster ikke kommunekassen én krone, men sikrer i stedet muligheden for byudvikling på hele havneområdet, fastholder arbejdspladser og er godt for klimaet. Havnebestyrelsens forslag skal derfor til behandling i byrådet, så alle aspekter bliver undersøgt, skriver de fire partier i pressemeddelelsen.
Forudsætningerne for den aftale, det tidligere byråd blev enige om, er forsvundet
For præcis en uge siden kunne TV2 ØST afsløre, at bestyrelsen i Næstved Havn havde pudset en to år gammel plan af om at flytte havnen ud til Ydernæs. Denne gang håber havnen på at kunne etablere en i alt 500.000 kvadratmeter stor havn i området – delt op i to etaper.
- Forudsætninger er de rigtige. Efterspørgslen er stor, der er nye kunder på vej. Samtidig har de eksisterende og store kunder som Reiling nu også meddelt, at de vil flytte ud på Ydernæs, forklarer den konservative gruppeformand Rune Kristensen.
Tidligere byråd var enig om anden løsning
Det er ellers kun godt et år siden, at et enigt byråd – alle 31 medlemmer – pegede på Stenbæksholm, der ligger ud til kanalen overfor Ydernæs, som ny erhvervshavn til erstatning for inderhavnen.
Politikerne vil gerne have rømmet inderhavnen, der ligger tæt på Næstveds centrum, for at gøre plads til blandt andet attraktive boligområder.
Men de fire borgerlige partier afviser nu en løsning ved Stenbæksholm.
- En Stenbæksholm-model er udelukket: Kunderne er ikke interesseret i at benytte den havn, som der kan ligge på Stenbæksholm, og forudsætningerne for den aftale, det tidligere byråd blev enige om, er forsvundet. Det nuværende byråd er ikke bundet af denne aftale, skriver de fire partier i deres pressemeddelelse.
Rune Kristensen (K) afviser, at han løber fra en aftale.
- Jeg sagde det meget klart under valgkampen: Den aftale, som det tidligere byråd indgik, var måske okay på forhandlingsbordet, men den havde intet med virkelighed at gøre. Det sagde havnens virksomheder jo også. Det allervigtigste for mig er, at vi skaber muligheder for, at vores erhvervsliv fortsat kan udvikle sig, og at vi hurtigst muligt får mulighed for at udvikle inderhavnen, lyder det fra Rune Kristensen (K).
Borgmester: - Jeg er forundret
Borgmester Carsten Rasmussen (S) er tydeligt irriteret over blå bloks udspil.
- Jeg er forundret over, at de skrotter en stor politisk aftale på et så tyndt grundlag. Havnen, de vil bygge, ligger på en tidligere losseplads, samtidig ligger Ydernæs lige ud til et beskyttet Natura 2000-område, og der er ingen undersøgelser foretaget. Det er simpelthen et alt for løst grundlag. Hvad nu hvis det viser sig, at det bliver langt dyrere at etablere en havn på Ydernæs. Er det så skatteborgerne, der skal betale, spørger borgmesteren.
- Det er heller ikke troværdigt overfor erhvervslivet, at politikere hopper fra aftaler og beslutninger. Ingen tør investere, hvis man ikke kan stole på, at politikere holder fast i klare beslutninger, fastslår Carsten Rasmussen (S).
Havnebestyrelsen anslår, at det vil koste 250 millioner kroner at bygge først etape af den nye havn. Det er penge, som havnen selv vil skaffe, hedder det i planen.
Da havnen for to år siden præsenterede en lignende plan – den såkaldte masterplan – blev den skrottet. Blandt andet fordi Næstved Sejlklub, de mange sejlere og brugere af området på Ydernæs med de to idylliske havne protesterede voldsomt.
Vil lave erstatningshavn til sejlerne
Denne gang har bestyrelsen foreslået, at der etableres en erstatningshavn, så hverken de mange foreninger eller sejlere bliver hjemløse. Havnebestyrelsen har peget på, at en ny lystbådehavn kan placeres ved Stenbæksholm eller længere inde ad kanalen ved Svingbroen.
- Det er en forudsætning for mig og de øvrige blå partier, at sejlerne og brugerne får tilbudt nye og tilsvarende faciliteter. Og mon ikke, de bliver glade for muligheden for at flytte ind i et moderne anlæg, som havnen betaler, lyder det fra Rune Kristensen (K).
Sagen kan blive noget af en gyser i byrådssalen. Carsten Rasmussen (S) har sædvanligvis et spinkelt flertal blandt det 31 byrådsmedlemmer – som han dog sjældent bruger. Men han har den udfordring, at tre af hans partikolleger fra Socialdemokratiet sidder i havnebestyrelsen, der i enighed står bag den nye plan. Hvis de holder fast i udspillet fra havnebestyrelsen, skifter flertallet.
Det kan blive en meget snæver afgørelse.
Og det er Carsten Rasmussen ikke begejstret for.
- Så store og afgørende beslutninger bør ikke træffes af et snævert flertal. Vi risikerer, at der om tre år kommer et nyt flertal og laver beslutningen om. Det gavner ikke udviklingen i Næstved, siger Carsten Rasmussen.