Nyhedsoverblik

Politiet søger vidner til overfald

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi søger vidner til et muligt overfald i forbindelse med Grøn Koncert i Næstved.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Overfaldet skulle eftersigende have fundet sted lørdag den 27. juli 2024 mellem klokken 21 og 22 ved den sydlige ende af festivalpladsen.

Her gik en 16-årig kvinde med langt mørkt hår ind på et af de opstillede toiletter bag ”Nova” Scenen, hvorefter en yngre mand fulgte trop.

Bag den 16-årige kvinde stod tre kvinder i kø. De beskrives som værende omkring 50 år, alle med gråt hår, iført t-shirts med påtrykt motiv af Tobias Rahim, og kvinderne havde glimmer i ansigtet.

Sådan ser den formodede gerningsmand ud

Den yngre mand beskrive som dansk af udseende, 15 til 25 år, kort mørkebrunt hår med en frisure, der var kortklippet i siderne og med små tætte krøller øverst på hovedet.

Manden havde et hjemmelavet ”hak” i sit venstre øjenbryn.

Han var cirka 175 til 185 centimeter høj og spinkel af bygning. Manden var iført mørkblå tætsiddende jeans med huller og en hvid t-shirt med logoet af fodboldklubben PSG nederst ved højre ærme samt en tynd, kort halskæde i guld.

Den 16-årig pige måler 170 centimeter og er spinkel af bygning. På dagen var hun iført sorte kontorbukser, en lyserød top uden stropper og hvide gummisko.

Politiet oplyser, at de gerne vil høre fra vidner til episoden – og ikke mindst fra kvinderne i toiletkøen. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.