- Prisen er urealistisk høj, siger politiker om ny havn

Efter prisen er eksploderet på en ny havn i Næstved, underkender borgmesterens støttepartier nu planen for en udflytning af Næstved Havn.

Prisen på at udflytte Næstved Havn får nu flere politikere til at slå bremsen i.

- Umiddelbart synes jeg, at det er urealistisk højt i forhold til, hvad vi har råd til som kommune, lød det mandag fra Andreas Pourkamali (R) , der udover at sidde i byrådet for de radikale også har plads i havnebestyrelsen.

quote Med de resultater, der ligger nu, giver det ikke længere mening at tale om udflytning af Næstved Havn, og dermed er der kun en lukning tilbage

Andreas Pourkamali (R), byrådsmedlem, Næstved Kommune

Imens det er Næstved Havn, der har haft til opgave at undersøge mulighederne for at udflytte havnen, så er det i sidste ende byrådet, der skal godkende planen.

Herunder prisen på 365 millioner kroner, der kom frem i går, og som ligger langt udover den ramme, som Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten havde fastsat.

Ser mod lukning

Alt imens borgmester Carsten Rasmussen (S) mandag tilkendegav, at han er villig til at diskutere størrelsen på den økonomiske ramme, går aftaleparterne nu i rette.

- For mig er der ikke så meget at tage fejl af. Alle muligheder er blevet undersøgt, og den løsning, der bliver fremhævet som den bedst mulige, kan vi ikke se os selv i, siger Andreas Pourkamali tirsdag til TV2 ØST og tilføjer:

- Med de resultater, der ligger nu, giver det ikke længere mening at tale om udflytning af Næstved Havn, og dermed er der kun en lukning tilbage.

Ifølge Andreas Pourkamali (R) er der i lyset af den plan, der nu er fremlagt, ingen fremtid for Næstved Havn.
Ifølge Andreas Pourkamali (R) er der i lyset af den plan, der nu er fremlagt, ingen fremtid for Næstved Havn. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Er du dermed villig til at risikere de op mod 1100 jobs som havnen ifølge en analyse understøtter?

- Jeg tror ikke nødvendigvis, man kan sætte det op en til en på den måde, bare fordi der ikke er en havn i Næstved. Der er erhvervshavne andre steder, som vi kan benytte.

quote Umiddelbart forekommer det ikke som en speciel god business case

Jesper Raakjær, professor i havneudvikling, Aalborg Universitet

Andreas Pourkamali er ikke alene med kritikken.

- Umiddelbart er SF skeptisk over for en dyrere løsning, skrev SF's Jette Buhl på en sms til TV2 ØST mandag.

Og fra Enhedslistens Tommy Lindegaard er meldingen:

- Jeg synes, det er en meget meget usikker forretningsplan.

Ifølge en analyse, som Næstved Havn har fået udarbejdet, understøtter havnen i omegnen af 1100 arbejdspladser i Region Sjælland, heraf 600 alene i Næstved Kommune.
Ifølge en analyse, som Næstved Havn har fået udarbejdet, understøtter havnen i omegnen af 1100 arbejdspladser i Region Sjælland, heraf 600 alene i Næstved Kommune. Foto: TV2 ØST

Selvom Næstved Havn efter eget udsagn har hver eneste krone til at finansiere udflytningen, så vurderer Jesper Raakjær, der er professor i havneudvikling ved Aalborg Universitet og udviklingschef i Aalborg Havn, at planen indeholder en række udfordringer.

- Umiddelbart forekommer det ikke som en speciel god business case at investere 365 millioner kroner i en havneflytning, som genererer en omsætning på 15,1 millioner kroner og et overskud på 4,7 millioner kroner. Uanset om det er fra egne midler, siger han og understreger, at han udtaler sig som professor ved Aalborg Universitet.

Læs også
Borgmester tager prishop på 265 millioner kroner med ro
Læs også
Borgmester tager prishop på 265 millioner kroner med ro

Jesper Raakjær peger på, at det forventede årlige overskud dermed er lige over en procent af den samlede investering, hvilket er et godt stykke under, hvad man kan opfatte som en acceptabel forrentning.

Næstved Havn har fået udarbejdet en visualisering af den nye havn, som den vil se ud med en 700 meter lang kaj og et såkaldt svajebassin på kanalens nordlige side, hvor skibe på op til 119 meters længde kan vende.
Næstved Havn har fået udarbejdet en visualisering af den nye havn, som den vil se ud med en 700 meter lang kaj og et såkaldt svajebassin på kanalens nordlige side, hvor skibe på op til 119 meters længde kan vende. Foto: Sweco/Næstved Havn

Ifølge Raakjær bør prisen og den præsenterede forretningsplan for en ny havn få politikerne til at genoverveje muligheden for et samarbejde med andre havne.

- Som jeg fremhævede sidste år over for TV2 ØST, mener jeg fortsat, at Næstved Kommune inden beslutningen om en havneflytning og med en investeringsramme som oplyst, reelt bør afsøge mulighederne for et formaliseret samarbejde med Vordingborg Havn, siger han og tilføjer:

- Det er ikke mit indtryk, at der har været en reel dialog de to havne i mellem med henblik på at finde gensidige konstruktive løsninger.

Vordingborg Havn er målt på gods dobbelt så stor som Næstved Havn og har dertil en større dybgang, som tillader større skibe. Dertil er der heller ikke krav om lods ved indsejling til Vordingborg Havn.
Vordingborg Havn er målt på gods dobbelt så stor som Næstved Havn og har dertil en større dybgang, som tillader større skibe. Dertil er der heller ikke krav om lods ved indsejling til Vordingborg Havn. Foto: Klaus Lohmann.

Professoren fremhævede i den forbindelse, at et samarbejde mellem de to havne måske kunne indfri Næstved Kommunes ønske om at frigive de attraktive arealer i inderhavnen, uden store investeringer i en ny havn samtidig med, at der blev sikret havneforbindelser til erhvervslivet.

Læs også
Vordingborg Havn frier til Næstved: - Lad os samarbejde
Læs også
Vordingborg Havn frier til Næstved: - Lad os samarbejde

Det bekræfter formand for Vordingborg Havn, Daniel Irvold (R).

- Jeg tror, de har vores nummer, de kan bare ringe, siger han, da TV2 ØST tirsdag forhører sig på sagen.

Afviser samarbejde

Forelagt kritikken medgiver Torben Johansen (K), formand for Næstved Havn, at han må tilslutte sig professorens analyse af forretningsplanen.

- Han har fuldstændig ret, hvis du isoleret set ser på det forventede overskud per år. Men man skal huske på, at havnen er som en dynamo for Næstved Kommune, der skaber en havnedrift, som flere virksomheder er direkte afhængige af.

- Ser man på skatteindtægterne for de virksomheder, havnen understøtter, var provenuet skattemæssigt sidste år – så vidt jeg husker – 65 millioner kroner.

Torben Johansen (K), formand for Næstved Havn, forudser, at virksomheder vil vælge Næstved Kommune fra, hvis havnen lukker. Han tror derfor på, at der er politisk opbakning til planen om at udflytte havnen.
Torben Johansen (K), formand for Næstved Havn, forudser, at virksomheder vil vælge Næstved Kommune fra, hvis havnen lukker. Han tror derfor på, at der er politisk opbakning til planen om at udflytte havnen. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST - Arkivfoto

Er det en kommunal opgave, at etablere en havn til den pris, når der ligger en stor havn 30 kilometer syd for byen?

- Det er den måde, vi får skabt en by med mere liv og flere skatteindtægter. Jeg ville kalde det en katastrofe, hvis man gik den anden vej, lyder svaret fra Torben Johansen.

Læs også
Industrien får sparket - her er de vilde drømme for den nye havn i Næstved
Læs også
Industrien får sparket - her er de vilde drømme for den nye havn i Næstved

Vordingborg Havn er større, har større dybgang, hvor større skibe kan lægge til, hvilket alt andet lige vil være en effektivisering for virksomhederne. Hvorfor ikke se den vej?

- Jeg kunne aldrig finde på at gå den vej. Det ville være direkte skadeligt for Næstved, lyder svaret fra havneformanden, der forudser, at virksomheder vil vælge Næstved Kommune fra, hvis havnen lukker.  

- For det er meget dyrere at transportere på land end på vand.

Byrådet skal tage stilling til planen for udflytning af Næstved Havn den 26. november i år.


Nyhedsoverblik