Musikbutikkerne er lukket på stribe de senere år.
I 2019 lukkede musikbutikskæden 4Sound, der havde forretninger i landets fem største byer, alle sine butikker.
Andre butikker med guitarer, keyboards og andre instrumenter har også måttet dreje nøglen om, men i Næstved er Karsten Dahl Vandrup klar til at tage imod kunder i byens helt nye musikbutik Roy's Music Exchange.
I princippet er det jo fuldstændig rablende galt, det vi laver
I hvert fald nogenlunde klar.
- Vi er så spæde, at vi ikke engang har sat priser på vores varer endnu, og dankortmaskinen er lige ved at blive installeret, fortæller han på åbningsdagen.
Stor efterspørgsel
Karsten Dahl Vandrup er godt klar over, at detailhandlen er presset. Og han er fuldt ud bekendt med trængslerne for de fysiske musikbutikker.
Alligevel tør han godt satse på musikbutikken i Næstved.
- I princippet er det jo fuldstændig rablende galt, det vi laver. Vi har ikke lavet nogen markedsundersøgelse, inden vi åbnede butikken. Men jeg ved, at der er rigtig mange, som savner en god musikforretning på Sydsjælland, og det vil vi prøve at blive, fortæller han.
Ifølge Morten Dybdal Larsen er det modigt, men ikke ligefrem rablende galt at åbne en musikbutik. Med over 40 års erfaring fra branchen kan han huske de gode, gamle dage i 1980'erne, hvor der ifølge ham var cirka 130 fysiske musikbutikker i Danmark.
- Det er langt sværere at få en musikbutik til at løbe rundt, end det var dengang. Hvis man vil overleve i dag, gælder det om at være helt skarp på, hvad man kan og levere noget, som internettet ikke kan levere, siger Morten Dybdal Larsen.
Han har selv drevet musikforretning, men er i dag grossist i musikbranchen med salg til en del af de cirka 20 tilbageværende danske musikbutikker.
Ifølge Morten Dybdal Larsen har Roy's Music Exchange en god chance for at overleve.
- Det virker til, at de gør det rigtige. De tilbyder noget unikt i det, at de sælger instrumenter af høj kvalitet, og så har de et værksted tilknyttet, der giver kunderne en tæt tilknytning til butikkerne, siger han.
Flere kom langvejs fra
Noget kan tyde på, at dankortmaskinen i den nyåbnede butik hurtigt må komme i omdrejninger, for allerede på åbningsdagen strømmede det til med nysgerrige og købelystne kunder.
Flere af dem var kommet langvejsfra.
En af dem var Jacob Kratlund fra Slagelse. Han mener, at Roy's Music Exchange tilbyder noget helt særligt.
- Butikken adskiller sig fra mange andre ved, at den har et bredt udvalg af vidt forskellige nye og brugte instrumenter. Det giver mulighed for, at man kan prøve nogle instrumenter af, som man ikke kan finde i andre butikker, siger han.
Jeg ved, at der er rigtig mange, som savner en god musikforretning på Sydsjælland, og det vil vi prøve at blive
Det er da også det brede udvalg af instrumenter, som skal være kendetegnende for Roy's Music Exchange. Butikken sælger instrumenter af høj kvalitet, så man skal ikke blive overrasket over at finde en guitar til salg, der koster det samme som en ny bil.
Salg af instrumenter er kun det ene af butikkens ben. Hvis guitaren spiller pivfalsk, kan det fikses i butikken i Østergade.
- Vi kan både reparere guitar, vi kan reparere basser, vi kan reparere rørforstærkere. Det er faktisk noget af det, vi er specialister i, fortæller Karsten Dahl Vandrup.
Han er nok nybegynder i butikslivet, men musikinstrumenterne har han og kollegaerne i Roy's Music Exchange længe haft styr på.
- Vi har repareret instrumenter og musikudstyr i mange år. Nu vil vi have en butik ud af det, så folk kan komme og få glæde af den her service, siger Karsten Dahl Vandrup.