Det lyder måske som en lidt skør idé, men indtil videre har det vist sig, at det rent faktisk virker.
I træerne på Sydsjællands Golfklub Mogenstrup hænger der 96 stærekasser. Og det er ikke tilfældigt, det netop er stærekasser, der er hængt op.
Vi har ikke kørt pesticider på de sidste par år
Som chefgreenkeeper ved Per Sørensen hvor stor skade det kan lave på en græsplæne, hvis det for eksempel er krager, der kommer for at spise den – for fuglene – delikate stankelbenslarve. En larve som holder af at bo under græsset på græsplæner.
- Larverne æder græsrødderne, når de udvikler sig. Når de æder græsrødderne, er det nemt for kragerne at vende græsset om, spise larverne og lave nogle store skader på græsset. Stærene derimod har et meget spidst næb, der gør at de nemt kan komme ned og hente larverne og tage dem op uden af lave skader på græsset, forklarer Per Sørensen.
Netop derfor er det en stor fordel med mange stære, så der ikke kommer så store skader på græsset.
Slut med pesticider
Der er allerede en del stære i kasserne og der er lagt en mange små lyseblå æg med stæreunger i.
Normalt holder greenkeeperen bestanden af stankelbenslarver nede med pesticider. Men med stærenes hjælp, har det ikke været nødvendigt.
- Vi har ikke brugt pesticider. Vi har ikke kørt pesticider på de sidste par år, siger Per Sørensen.
Ud over det er godt for miljøet og for greenkeeperens arbejdsbyrde, så er det også et plus for bestanden af stære med de mange kasser på golfbanen.
Vi kan også bruge det til at se om det er noget, man kan gøre andre steder
- Stærene er i stor tilbagegang i Europa med 30 procent. Så på den måde hjælper vi også stærene så de kan få nogle områder, hvor de kan yngle, siger Per Sørensen.
Stære på andre golfbaner
Projektet er et samarbejde mellem Dansk Ornitologisk Forening og Dansk Golf Union. Resultatet af den endelig forskning kommer til efteråret.
- Vi kan jo bruge det til at få viden om stærene og om naturen på golfbanerne. Vi kan også bruge det til at se om det er noget, man kan gøre andre steder, siger Henning Heldbjerg, projektleder og biolog.
Det er ikke kun på golfbanen på Sydsjælland, at den store halvgennemsigtige stankelbenslarve, er et problem.
- Der er golfbaner i hele verden, så hvis vi kan få et godt resultat ud af det her, kan vi bruge det i resten Danmark, Norden eller Vesteuropa. Vi kan brede det ud herfra, slutter Henning Heldbjerg.