Stefan tilbyder gratis konfirmationskørsel for trængte familier

Stefan Seirup fra Næstved er med i gruppen "MC for Udsatte Børn på Sjælland", som tilbyder gratis konfirmationskørsel. De mangler bare ansøgerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fine biler på række, brølende motorcykler, altoverdøvende helikoptere.

Det er nogle af de transportmidler, man i den næste tid kan se foran kirkerne, når de unge bekræfter deres kristne tro. Mange familier vælger nemlig at finde på en særlig måde at transportere deres konfirmand på, når de skal fra kirken og videre til fest. 

Det er bare ikke alle familier, der kan være med på den tradition, og det har en særlig gruppe motorcykelentusiaster fået øje for. Nemlig gruppen "MC for Udsatte Børn Sjælland".  

På vegne af gruppen har Stefan Hoffmann Seirup fra Næstved skrevet et opslag i facebookgruppen Konfirmationskørsel Danmark.

Opslaget starter sådan her:

- Vi er en lille gruppe af MC-drenge (28-35 år), der søger en familie, hvor økonomien er lidt presset.

- Vi ved, de er derude

Gruppen vil hjælpe familier, der er pressede på økonomien eller på andre måder er udsatte, med konfirmationskørslen kvit og frit, forklarer Stefan Hoffmann Seirup.

-  I de her dage bliver der kørt rigtig mange konfirmationskørsler, og det går måske op for dem, der ikke har så meget, at det kunne være, de skulle satse og spørge om hjælp. Og så står vi klar, siger han. 

Kenneth Haderup Laursen (til højre) er en af dem, der tilbyder gratis konfirmationskørsel til familier, der sidder hårdt i det økonomisk.
Kenneth Haderup Laursen (til højre) er en af dem, der tilbyder gratis konfirmationskørsel til familier, der sidder hårdt i det økonomisk. Foto: Privatfoto

Stefan Hoffmann Seirup er ikke i tvivl om, at der er en målgruppe for hans opslag. 

- Vi ved, de er derude. Efter den tid vi har haft med krig og inflation, så er økonomien bare blevet presset. Vi er ikke fattige i min husstand, men vi har været nødt til at skære ned, og hvis vi kan mærke det, så må dem, der er dårligere stillet, have det sindssygt svært. Og dem skal vi da hjælpe. 

Få har henvendt sig

Problemet er bare, at opslaget ikke har genereret ret mange henvendelser. Det ærgrer Stefan Hoffmann Seirup.

- Det er blevet et tabu at bede om hjælp, fordi man har en presset økonomi. Og det er faktisk det, vi gerne vil til livs. Hvis man rækker ud og spørger om hjælp, så kommer hjælpen altså. Nogle gange i form af penge eller ting, andre gange i form af 20 motorcykler, der henter ens datter eller søn, siger han. 

Der er mange forskellige motorcykler i gruppen MC for udsatte børn Sjælland. Hvis man har et ønske til en særlig model, kan man ifølge Stefan Hoffmann Seirup bare sige til.
Der er mange forskellige motorcykler i gruppen MC for udsatte børn Sjælland. Hvis man har et ønske til en særlig model, kan man ifølge Stefan Hoffmann Seirup bare sige til. Foto: Privatfoto

Stefan Hoffmann Seirup ved, at det kan være grænseoverskridende at bede om hjælp, men understreger, at man ikke skal holde sig tilbage. 

- Hvis man har behov for hjælp, så er det bare at spørge. Jeg kommer selv fra en baggrund, hvor det ikke var alt, der var lige let, og jeg ville ønske, jeg selv havde fået mere hjælp, så hvis jeg kan være med til at opfylde et barns drøm om at blive hentet af en flok motorcykler på hans eller hendes konfirmationsdag, så vil jeg rigtig gerne det, siger han.

Et opfyldt ønske

Gruppen kan køre konfirmationskørsel på hele Sjælland og Lolland-Falster. Der kan komme alt fra en enkelt motorcykel til mere end 25 i en karavane. 

Indtil videre har gruppen en aftale med én familie fra Holbæk og én i Roskilde. 

TV2 ØST har været i kontakt med familien i Roskilde, der fortæller, at Stefans tilbud gør en stor forskel.

- Det betyder alt. Klassekammeraterne bliver hentet i alt muligt, og når det var et stort ønske for vores datter at blive hentet på en hurtig, sej motorcykel, så det er guld værd at kunne give hende det, fortæller Michelle, der er mor til en kommende konfirmand. 

Tip os om konfirmationshistorier

Har du en god historie i forbindelse med årets konfirmationstid?

En anderledes tradition, et alternativ til den kirkelige konfirmation eller har du hørt om nogen, der gør noget særligt?

Så skriv til os på redaktion@tv2east.dk.

Det er heller ikke første gang, at sådan et tilbud kommer udsatte familier til gode. Sidste år blev Cassandra Nielsen fra Dianalund også hentet af intet mindre end 32 motorcykler.

- Man er bare ekstremt, ekstremt taknemmelig, fortalte moren Christina Alsing Nielsen dengang til TV2 ØST.

Læs også
Der var ikke en øre til Cassandras konfirmationsfest - men så trådte 32 bikere til
Læs også
Der var ikke en øre til Cassandras konfirmationsfest - men så trådte 32 bikere til

Ifølge Stefan Hoffmann Seirup er tilbuddet fra gruppen kun til familier, hvor der ikke er råd til selv at finde kørsel, eller hvor barnet på den ene eller anden måde ikke trives. 

Man kan komme i kontakt med gruppen på facebook, og her behøver man ifølge Stefan Hoffmann Seirup ikke fremlægge hele sin privatøkonomi. 

- Man kan bare skrive kort, hvad det er for en situation, man står i. Om man har en stram økonomi, eller har en aftale om kørsel, der er gået i vasken, eller et barn, der måske bliver mobbet. Så vil vi gerne hjælpe, siger han. 


Nyhedsoverblik