Intet mindre end 15 medarbejdere mangler de hos entreprenøren Arkil i Næstved.
- Det er en udfordring at finde kvalificerede medarbejdere, men i det hele taget at finde medarbejdere, siger Claus Haxgart, der er afdelingsleder hos Arkil Næstved.
Derfor har de sagt ja til at gå sammen med Næstved Kommunes jobcenter om en fælles jobmatch-dag.
- Jeg synes, vi skulle prøve noget nyt i stedet for bare at sende CV'er ud til virksomheder, siger Knud Erik Petersen, der er jobkonsulent hos Næstved Kommune.
Her er ledige borgere inviteret med ud på en af Arkils byggepladser til en uforpligtende snak, som måske kan ende ud i et job. I dag foregik det på en villavej, så de måske kommende ansatte kan få en fornemmelse af arbejdet.
Arkil håber at jobmatch-arrangementer kan hjælpe på den manglende arbejdskraft.
- Da vi fik muligheden fra Næstved jobcenter, kunne vi se potentialet i, at det her forhåbentlig kunne give os nogle nye medarbejdere, siger Claus Haxgart.
Stor mangel på arbejdskraft i bygge- og anlægsbranchen
Der er generelt stor mangel på arbejdskraft på tværs af brancher.
I følge Danmarks Statistik mangler 46 procent af virksomheder i bygge- og anlægsbranchen arbejdskraft.
Dansk Industri mener, at der skal en langsigtet indsats til for at løse problemet.
Det er jo et klasseeksempel på, hvordan man som jobcenter, går ind og ser på, hvordan vi matcher borgere og virksomheder på den bedst mulige måde
- Først og fremmest er der fokus på at få medarbejdere fra udlandet, også uden for EU, som et indsatsområde. Så arbejdes der på fleksibilitet, når man går på pension, altså kan man fastholde medarbejdere længere. Og så er der selvfølgelig hele det arbejde, der ligger hos jobcentrene, med at få aktiveret de medarbejdere, der er ledige, siger Peter Rosenkrands, der er næstformand hos Dansk Industri Sydsjælland.
Og Peter Rosenkrands mener at samarbejdet mellem Arkil og Næstved Kommune er en god start.
- Det er jo et klasseeksempel på, hvordan man som jobcenter, går ind og ser på, hvordan vi matcher borgere og virksomheder på den bedst mulige måde. Mere af det ville være fantastisk, siger han.
Konceptet er helt nyt, men allerede nu er jobcentret og virksomheden spændte på, hvad jobmatch-dagen kan føre til.
- Jeg er meget tilfreds. Det kan godt være noget, vi skal prøve igen. Måske inde for nogle andre brancher, siger Knud Erik Petersen.
- Ud fra den interesse der har været, og ud fra de kompetencer de personer, som har været her har, så vil jeg vurdere, at det har været en meget stor succes, siger Claus Haxgart, som også fortæller, at en ansættelse sagtens kunne være på vej, hvis nogle af deltagerne søger et job i virksomheden.
- Der er nogle gode kandidater.