Akkurat nul ansøgere havde meldt sig på banen, da opgaven var i udbud - derfor tyer kommunen til nye metoder, og onsdag afholdt de åbent hus i håbet om at finde caféen en ny ejer.
- Det er et vanskeligt sted at drive i forhold til de kunder, der er. Det er en lang åbningstid, med et meget varieret flow af brugere, og det skal man kunne honorere, siger Kim Dawartz, der er centerchef for kultur, fritid og borgerservice i Næstved Kommune.
Udbuddet indeholdt oprindeligt en række særlige krav, der kan have haft indvirkning på de manglende ansøgere. Blandt kravene var ønsket om en økologisk servering, overenskomst samt krav om bæredygtighed.
Hvis ikke det lykkes at finde en privat forpagter, kan kommunen blive nødt til at drive tilbuddet selv. Det håber Kim Dawartz dog ikke bliver nødvendigt.
- Det er ikke en primær kommunal opgave at drive en forpagtning, og det er der nogle, der er meget bedre til end kommunen, siger han.
I alt mødte 10 interesserede og mulige forpagtere op til åbent hus. Efter planen åbner den nye svømmehal i en af de første måneder af 2025.