Ved det seneste byrådsmøde godkendte byrådet i Næstved Kommune et forslag til en ny lokalplan (Lokalplan 142) og et kommuneplantillæg, som skal gøre det muligt at opføre det nye DSB-værksted i Mogenstrup nær de fredede Fårebakker og Mogenstrup Ås.
Jeg er ret sikker på, at den her lokalplan bliver til noget, men jeg var også ret sikker sidst, så der er selvfølgelig ingen garanti
Dermed er der nu igen en lokalplan i spil, som tillader opførslen af det, der bliver det største anlægsprojekt i Næstveds historie. Et splinternyt DSB-værksted, der skal servicere de nye eldrevne tog, og som ifølge borgmester Carsten Rasmussen (S) kommer til at huse mellem 150-200 arbejdspladser.
- Vi er startet helt forfra, siden Planklagenævnet ophævede den lokalplan, vi vedtog sidst. Nu har vi godkendt et nyt lokalplanforslag, som så skal i offentlig høring, fortæller Carsten Rasmussen.
Nævn nedlagde lokalplan
Det kommende værksted i Mogenstrup har været omdiskuteret, siden byrådet tilbage i august 2020 godkendte en ny lokalplan (Lokalplan 105), der kunne tillade opførslen af det.
Borgere og naboer til området kritiserede nemlig, at kommunen ville placere det kommende værkstedsanlæg så tæt på det naturskønne område.
Miljøstyrelsen udarbejdede efterfølgende en rapport, som konkluderede, at naturen med nogle tilpasninger ikke ville blive synderligt påvirket af byggeriet.
En række borgere og Danmarks Naturfredningsforening, Næstved, valgte dog alligevel at klage over den nye lokalplan til Planklagenævnet, og i december 2021 gav Planklagenævnet medhold i ét af i alt seks klagepunkter og ophævede lokalplanen.
Flere fordele er på spil
Under administrationens udarbejdelse af det nye kommuneplantillæg var der i februar måned en høringsperiode, hvor borgere kunne komme med idéer og forslag. Der kom i alt 22 høringssvar, som ifølge administrationen ikke har givet anledning til ændringer af forslaget.
Baggrunden for afgørelsen var, at der ifølge Planklagenævnet er fejl i kommuneplanen.
Næstved Kommune havde ikke i tilstrækkelig grad redegjort for omfanget af erstatningsnatur, da de valgte at omlægge de 71 hektar fra land- til byzone. Ifølge Planklagenævnet manglede der også en redegørelse for det samlede erhvervsudlæg i kommunen.
Kommunens administration har efterfølgende lavet et nyt forslag til en lokalplan (Lokalplan 142), der ifølge administrationen har det samme indhold som den ophævede Lokalplan 105, men med nogle justeringer. Herunder en redegørelse for det samlede erhvervsudlæg i kommunen.
Carsten Rasmussen håber og tror, at den nye lokalplan med redegørelsen bliver endeligt vedtaget uden problemer.
- Jeg er ret sikker på, at den her lokalplan bliver til noget, men jeg var også ret sikker sidst, så der er selvfølgelig ingen garanti. Hvis den her ikke går igennem, så kommer der slet ikke til at være et DSB-værksted i Næstved. Så vil DSB kigge efter andre placeringer. Det har de været ret tydelige omkring, siger han.
Ifølge borgmesteren vil det ikke kun betyde, at Næstved går glip af de 150-200 kommende arbejdspladser, men også øget omsætning for de lokale virksomheder, der kan få opgaver i forbindelse med driften af det nye værksted.
Der er ifølge ham også en tredje fordel ved at have et større DSB-knudepunkt i området, som man risikerer at gå glip af.
- Hvis vi får værkstedet til Mogenstrup, vil det også betyde, at pendlerne i vores område er sikre på hurtigere service, fordi der kommer til at holde ekstra togsæt tæt på. Hvis vi ikke får det, skal de hentes i København, Høje Taastrup eller i værste fald på Fyn i stedet. Det giver længere ventetid, siger han.
Efter byrådets godkendelse, skal de nye planforslag igen i offentlig høring, før de kan vedtages. Høringsperioden løber i otte uger fra i dag og frem til den 27. maj 2022.
Der afholdes desuden et borgermøde, hvor man kan høre mere om planerne. Det kommer ifølge administrationen til at foregå den 28. april i Samlingssalen på Fladsåskolen i Mogenstrup. Her håber Carsten Rasmussen, at høringssvarerne kommer til at afspejle nuancerne i sagen.
- Jeg er ikke i tvivl om, at der kommer høringssvar fra dem, der er utilfredse med placeringen af værkstedet, men jeg håber, at dem, der er positive, også kommer på banen, så byrådet får et nuanceret billede af, hvad holdningerne er til det, siger han.
DN: Det skæmmer udsigten
Hos Danmarks Naturfredningsforening i Næstved er man fortsat kritiske overfor placeringen af DSB-værkstedet, fortæller formand Rune Larsen.
- Det er jo ikke overraskende for os, at de har godkendt det, men vi er kede af beslutningen. Vi så helst, at man respekterede fredningen derude helt. Vi synes ikke, at der skal ligge virksomheder lige op ad fredede naturområder, siger han.
Ifølge Rune Larsen er Danmarks Naturfredningsforening Næstveds største problem med DSB-værkstedet, at det kommer til at kunne ses, når man går i Fårebakkerne.
- Det er primært udsigten, vi har et problem med. Det kommer til at skæmme udsigten til landskabet. Det er ikke meningen, at der skal ligge et industriområde sådan et sted. Der er masser af plads mellem Ringsted og Næstved, hvor man kunne lægge et værksted uden at skæmme en udsigt, siger han.
Frygter udvidelse
Formanden fortæller også, at DN og borgergruppen Aktivgruppen til besvarelse af landskabet ved Mogenstrup Ås er utrygge ved, at DSB har købt hele området ved Fladsågaard, selvom de ikke skal bruge det hele.
- Det er underligt, at der er reserveret så stort et område til det, og det gør, at man godt kan spørge sig selv, om det her værksted bare er fase et, og om der er en fase to, som vi ikke bliver informeret om, siger Rune Larsen.
Næstveds borgmester afviser, at det skulle være tilfældet, at DSB har planer om at udvide på arealet på sigt.
- Det har der ikke været tale om på noget tidspunkt. DSB har købt hele Fladsågård, fordi sælger var interesseret i at sælge hele arealet samlet. Vi er i dialog med DSB, og jeg ved, at de vil afhænde det, de ikke skal bruge, blandt andet til os i Næstved Kommune, så der kan laves rekreative områder på noget af arealet, siger Carsten Rasmussen og fortsætter:
- Men det er klart, at de ikke afhænder noget, før de ved, om de får lov at opføre værkstedet. Hvis ikke, så er de jo interesserede i at kunne sælge det igen samlet.