Danmarks Naturfredningsforening og Næstved Kommune går nu i fælles flok for sikre et stort naturområde øst for Næstved, der er ejet af Forsvaret.
Sammen vil de have fredet et areal på 179 hektar, som i dag udgør en del af Næstved Øvelsesplads, hvis det på et tidspunkt bliver solgt af Forsvarsministeriet.
Hvis det bliver solgt til private, kan området blive indhegnet
- At lave en fredning på forhånd af området er I min optik rettidig omhu. Vi gør det på et tidspunkt, hvor ingen kunne drømme om at forlade området, siger Birgitte Bang Ingrisch, som er fredningsleder i Danmarks Naturfredningsforening.
Øvelsespladsen blev etableret I 1940, da Gardehusarregimentet flyttede til Næstved, som de igen forlod i 2003.
Området har tidligere været drænet af hensyn til militære aktiviteter, men i dag har Forsvaret øget vandstanden.
- Jeg synes, det giver rigtig god mening, at man tænker frem i tiden, og at man freder området, hvis Forsvaret ikke længere skal bruge det. Man gør det mange andre steder i landet, og det bakker vi selvfølgelig 100 procent op om, lyder det fra Rune Kristensen (K), formand for Klima-, Miljø, og Friluftsturismeudvalget i Næstved Kommune.
Det danske forsvar har siden 1974 frasolgt eller opsagt træningsarealer på cirka 3.000 hektar
Nogle af arealerne er blevet fredet, imens andre er overgået til Naturstyrelsen, en kommune eller private investorer.
- Hvis det bliver solgt til private, kan området blive indhegnet. Det kan gro til. Eller blive et privat jagtparadis. Det synes vi vil være synd og skam, argumenterer Birgitte Bang Ingrisch.
Bruges af hundeluftere og cyklister
I dag bliver Næstved Øvelsesplads brugt af hundeluftere, cyklister og ryttere, og sådan skal det ifølge kommunalbestyrelsen fortsat være.
- Vi har masser andre områder i byen, som vi kan udvikle i forhold til bosætning i Næstved Kommune. Umiddelbart er der mange muligheder på havnen og ud mod Karrebæksminde og andre områder, hvor man også gerne vil udvikle byen, fortæller Rune Kristensen.
Fredningsforslaget er nu sendt ind til Fredningsnævnet, som har det endelige ord i sagen.
Først vil nævnet holde et offentligt møde og se området efter, før der om senest to skal være truffet en afgørelse. Den håber Danmarks Naturfredningsforening falder ud til deres fordel.
- Denne her fredning vil sikre, at området bliver ved med at være et offentligt naturområde til glæde for os alle sammen, siger Birgitte Bang Ingrisch.
Over for TV2 ØST oplyser Forsvaret, at de mener, at deres områder er i god naturmæssig stand:
- Forsvarets arealer har til formål at danne ramme om militær træning og uddannelse og skal selvsagt kunne indrettes efter de operative behov. Naturtilstanden er generelt rigtig god på Forsvarets arealer. Det gælder også i Næstved øvelsesplads, som er et af de få øvelsesområder på Sjælland.
Forsvarsministeriet er også klar til at gå i dialog om en hvilende fredning. Ministeriet understreger dog, at Danmark befinder sig i en særlig sikkerhedspolitisk situation lige nu.
- Forsvarsministeriet er altid åbne for dialog - også med Næstved kommune og Danmarks Naturfredningsforening om forslag til en hvilende fredning. I lyset af den sikkerhedspolitiske situation og den forudsete styrkelse af Forsvaret er det imidlertid centralt, at eventuelle tiltag ikke begrænser Forsvarets opgaveløsning nu eller fremover.