11.140 personer har i skrivende stund skrevet under på et borgerforslag, der vil have Folketinget til at overveje at indføre ét fælles patientjournalsystem i hele landet.
Og sundhedsministeren kan sagtens se fordele i forslaget - et forslag, der kan betyde enden for den udskældte Sundhedsplatform i Region Sjælland og Hovedstaden.
Hverdagen er blevet ualmindeligt besværlig med Sundhedsplatformen
Det er psykolog i Region Sjælland, Flemming Bang Rasmussen, der har stillet forslaget om at etablere ét nationalt system til elektronisk patientjournal, - det der i daglig tale kaldes EPJ. Sammen med tre medstillere af forslaget håber han, at Folketinget vil beslutte, at der skal være et EPJ i hele landet - og at det bliver et endegyldigt farvel til Sundhedsplatformen.
Sundhedsminister: Der vil være en række klare fordele
De fire forslagsstillere har fået nye forhåbninger efter et svar fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby til formand for Sundheds- og Ældreudvalget, Liselott Blixt (DF).
Blixt har spurgt til, hvilke fordele ministeren kan se ved at samle alle patientjournaler i ét nationalt system. Til det svarer Ellen Trane Nørby:
Der vil være en række klare fordele ved at konsolidere til ét EPJ-system i Danmark, som ville kunne imødegå en række af de udfordringer, som i dag opleves med it-systemerne på de danske sygehuse. Data om patienterne ville være lettere tilgængelige på tværs af sygehusene, og det vil være en fordel, at sundhedspersoner kun skal lære at arbejde i ét EPJ-system [...] Det vil desuden kunne betyde bl.a. lavere omkostninger til drift, vedligehold og udvikling [...].
De fire forslagsstillere har mistet troen på, at Sundhedsplatformen kommer til at virke, og de ønsker den afskaffet og erstattet af et bedre system, eksempelvis MidtEPJ, som er dansk udviklet og blandt andet bruges i Region Midtjylland i dag.
- Vi kan jo ikke bare overse, at hverdagen er blevet ualmindeligt besværlig med Sundhedsplatformen. Et eksempel var en kvinde, der var skrevet op til en øjenoperation. Hun fik ændret tidspunktet for operationen, og pludselig var det så det raske øje, hun stod i Sundhedsplatformen til at skulle opereres i, siger Flemming Bang Rasmussen.
Konsekvenser ved fælles system
Der skal 50.000 støtter til, før et forslag tages op i Folketinget, og borgerforslaget om EPJ løber frem til 7. januar 2019, så med 11.140 støtter er de godt på vej:
- Vi vil have lagt Sundhedsplatformen ned, fordi den ikke virker, og hvis vi også kan få den erstattet med MidtEPJ, vil vi være glade, Flemming Bang Rasmussen.
Hos Region Sjælland arbejder man ifølge formand for styregruppen for Sundhedsplatformen, Tina Boel (SF), løbende på at forbedre it-systemet.
Vi kæmper hver dag for, at det kører bedre og mindre kompliceret
- Vi arbejder hele tiden på at forbedre systemet og vi kæmper hver dag for, at det kører bedre og mindre kompliceret, siger Tina Boel til TV ØST.
Men hun understreger dog, at de over 11.000 indsamlede underskrifter gør indtryk.
- Det gør stort indtryk, når 11.000 borgere mener, vi skal gå i en anden retning. Men det er, når de når de 50.000 underskrifter, at det bliver løftet til et højere niveau i Folketinget, siger hun.
Et fælles system kan hun godt se fordele i, men hun kan også se konsekvenser, som man skal overveje.
- Rationelt set kan det give god mening med ét system, men der kan være konsekvenser ved et fælles system for hele landet, som man skal overveje, siger hun og uddyber:
- Jeg tænker især på, at systemet kan blive meget dyrere, fordi alle regioner så er afhængige af det, og der opstår monopol på det, siger hun.
Kan godt skrottes - men først i 2021
Formand for Sundhedsudvalget Liselott Blixt (DF) venter med spænding på, hvad opdateringerne af Sundhedsplatformen i februar fører med sig. Her skal det fælles medicinkort og Landspatientregistret indkorporeres i platformen.
Men hun har mistet tålmodigheden og har derfor også bedt ministeren om at redegøre for, hvad det vil koste at skrotte Sundhedsplatformen, og om det kan lade sig gøre uden at bryde kontrakten med det firma, der står bag.
Sundhedsplatformen har kostet Region Sjælland næsten 700 millioner kroner i anskaffelse og implementering, og regionen gør opmærksom på, at der vil være udgifter til anskaffelse af at nyt, udgifter til uddannelse af personale i et nyt system, samt udgifter til at holde de to systemer kørende sideløbende i overgangsperioden.
Et nyt system vil først kunne anskaffes efter en udbudsrunde. Sådan var det også, da Region Sjælland og Region Hovedstaden købte Sundhedsplatformen - og i det udbud fravalgte man faktisk MidtEPJ, som angiveligt ikke levede op til de krav, regionerne stillede på daværende tidspunkt.
Sundhedsministeren oplyser, at kontrakten på Sundhedsplatformen kan opsiges med seks måneders varsel, men først efter fire år - og det er ikke før december 2021.
Lang vej endnu for borgerforslag
Borgerforslaget om at samle alle patientjournaler i ét elektronisk system har stadig nogle måneder at løbe på. Hvis det lykkes at skaffe de 50.000 nødvendige støttere, skal partierne i Folketinget tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et konkret beslutningsforslag - det skal nemlig være en minister og eller et medlem af Folketinget, der kan fremsætte forslag i Folketinget.
Tror du på, at det kan lade sig gøre at få skrottet Sundhedsplatformen - den har kostet 2,8 milliarder kroner - og et nyt system vil jo også kræve indkøb, tilretning, oplæring og vedligehold?
- Det er jeg overbevist om. Vi tror selvfølgelig på borgerforslaget, og vi håber på, at der i forbindelse med sundhedsforhandlingerne her til efteråret kommer til at ske et eller andet - også med det, ministeren nu har svaret på. Jeg er overbevist om, at man er nødt til at skifte det ud. Om det så sker om to måneder, eller 12 eller 24 måneder, det ved jeg ikke, men man er nødt til at tage beslutningen - det er jeg overbevist om, siger psykolog Flemming Bang Rasmussen.
Også Liselott Blixt ser frem til forhandlingerne på sundhedsområdet her til efteråret.
- Vi håber, at diskussionerne om Sundhedsplatformen bliver en del af sundhedsreformen
TV ØST har forsøgt at få en uddybende kommentar fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby. Ministerens presserådgiver oplyser, at ministeren ikke kan uddybe yderligere end svaret til udvalget.