Nyhedsoverblik

Bygger milliondyrt campus til 450 elever

Et nyt campus er på vej til Nordvestsjælland, og første spadestik er lige om hjørnet.

Det oplyser Nordvestsjællands Erhvervsuddannelser i en pressemeddelelse.

Det nye Campus Odsherred skal huse alle områdets ungdomsuddannelser og have plads til 450 elever, når det står færdigt.

- Campus Odsherred vil ikke kun styrke ungdomsuddannelsestilbuddene, men også stimulere den lokale økonomi og samfundsliv, siger Karina Vincentz (Nyt Odsherred), borgmester i Odsherred Kommune.

- Det vil bidrage til et styrket sammenhold og et dynamisk ungemiljø. Det ser jeg rigtig meget frem til, tilføjer Annette Bundgaard, der er rektor på Campus Odsherred.

Projektet bliver støttet med 27,9 millioner kroner af A.P. Møllers Fonden og støttes med 12,5 millioner af Odsherred Kommune.

Det første spadestik rammer jorden mandag den 22. januar klokken 13.00 på Odsherreds Gymnasiums grund. Det er Åstoftevej 34 i udkanten af Asnæs.

Byggeriet ventes at stå færdigt i marts 2025.