Syv procent.
Så meget har Odsherred Forsyning estimeret, at priserne på fjernvarme kunne stige i 2026, men nu ser det ud til, at det tal kan blive endnu højere.
- Vi ser desværre ind i en fremtid, hvor taksterne kommer till at stige yderligere
Det skyldes blandt andet "alvorlige" fejlberegninger fra selskabets tidligere økonomidirektør, Claus Thorsen, i forbindelse med et projekt, hvor cirka 2.500 ejendomme i det sydlige Odsherred skal konverteres fra naturgas til fjernvarme.
- Meget tyder på, at bestyrelsen ikke er blevet præsenteret for projektets reelle økonomiske grundlag. Vores beslutninger er taget ud fra et glansbillede, siger bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning, Mathias Hansen, i en pressemeddelelse.
Forkerte beregninger
Ifølge den forhenværende økonomidirektørs beregninger ville anlægsomkostningerne ved projektets opstart ligge på 950 millioner kroner.
Den pris steg så yderligere i november sidste år med knap 400 millioner kroner, hvilket resultererede i, at prisen på fjernvarme nu vil stige med syv procent.
Tip os
Kender du mere til sagen, eller lignende sager fra andre steder, så kan du tippe os ved at klikke her eller skrive til redaktion@tv2east.dk
- Vi kan nu konstatere, at de forudsætninger, som ligger til grund for den konklusion, har været forkerte, og vi ser desværre ind i en fremtid, hvor taksterne kommer till at stige yderligere, siger Mathias Hansen.
Efter en gennemgang af selskabets økonomi, i samarbejde med revisionsvirksomheden PwC, har Odsherred Forsyning nu fundet frem til, at anlægsomkostningerne for at installere fjernvarme er steget med yderligere 200 millioner kroner til godt 1,6 millarder kroner.
Hvor meget priserne vil stige er endnu uklart, men selskabet oplyser, at det er uundgåeligt, at taksterne bliver påvirket.
Fejl førte til politianmeldelse
Før gennemgangen af selskabets økonomi, besluttede selskabet den 24. januar i år at afskedige Claus Thorsen.
Efterfølgende ændrede bestyrelsen det til en bortvisning med den begrundelse, "at han havde overtrådt selskabets interne retningslinjer."
Det er ikke kun økonomidirektørens fejlberegninger, men også hans håndtering af sagen, som selskabet nu betvivler.
- I kølvandet på bortvisningen opstod der tvivl omkring den forhenværende økonomidirektørs dømmekraft, særligt i forhold til fjernvarmeforretningen, som han havde beskæftiget sig indgående med, skriver selskabet i pressemeddelelsen.
Den forhenværende økonomidirektør er efterfølgende blevet politianmeldt af selskabet.
Begrundelsen kender TV2 ØST ikke, men selskabet oplyser, at anmeldelsen er sket på baggrund af rådgivning fra selskabets advokat.
Har sat en advokatundersøgelse i gang
Bestyrelsen i Odsherred Forsyning har nu sat en advokatundersøgelse i gang for at undersøge økonomidirektørens ageren i sagen og vurdere, om der er et potentielt erstatningsansvar.
Men hvad sagen betyder i kroner og ører, kan selskabet ikke svare på endnu.
- Vi ville gerne komme med svar på, hvad det helt konkret kommer til at betyde for vores kunder, men det ville være uansvarligt at komme med udmeldinger så tidligt i processen, hvor vi stadig afsøger muligheder, siger Mathias Hansen.
Den forhenværende økonomidirektør bestred fra december 2022 til juli 2023 også posten som konstitueret administrerende direktør i firmaet.
Et ekstraordinært tilfælde
Ifølge fjernvarmeekspert, Anders Dyrelund, er det ikke en udbredt tendens, at sker fejl som denne i forsyningsselskaberne.
- Det er helt ekstraordinært. Det er ikke mit indtryk, at det her sker flere steder, siger Anders Dyrelund, der også er en del af ekspertkorpset i Ingeniørforeningen i Danmark.
Han påpeger, at priserne på fjernvarmeledninger de seneste år generelt er steget en del, blandt andet på grund af stigende efterspørgsel, da gassen hurtigt bliver erstattet.
- Når efterspørgslen er meget større end udbuddet, så stiger priserne på arbejdet. Det er den generelle tendens nogle bestyrelser bliver fanget i, siger han og fortsætter:
- De har lovet kommunen og gasforbrugerne, at nu skal de nok udrulle fjernvarmen, men så opdager de, at entreprenørerne ikke har ressourcer nok eller, at prisen er steget voldsomt.
Der er både fjernvarme på vej til Fårevejle Stationsby, Fårevejle Kirkeby, Asnæs, Hørve og Vallekilde i Odsherred.
Men anlægsarbejdet i Fårevejle og Asnæs ligger i øjeblikket stille på grund af store prisstigninger på selve arbejdet.
Odsherred Forsyning vil nu undersøge muligheder for at sætte andre igangværende anlægsprojekter på pause. Det gælder blandt andet sommerhuskloakering og selskabets nye faciliteter i Vig.
TV2 ØST har uden held forsøgt at få en kommentar fra den tidligere økonomidirektør Claus Thorsen.