Nyhedsoverblik

Frygter prisstigninger på fjernvarme

Først forventede de, at priserne på fjernvarme kunne stige med syv procent i 2026, men nu ser det ud til, at det tal kan blive endnu højere.

Det skriver Odsherred Forsyning i en pressemeddelelse. 

Det skyldes blandt andet "alvorlige" fejlberegninger fra selskabets tidligere økonomidirektør i forbindelse med et projekt, hvor de konverterer cirka 2.500 ejendomme i det sydlige Odsherred fra naturgas til fjernvarme.

Ved projektets opstart blev anlægsomkostningerne estimeret til 950 millioner kroner og steg så igen i november sidste år med knap 400 millioner kroner.

Det var en af årsagerne til, at Odsherred Forsyning den gang forventede at hæve taksterne for fjernvarme med cirka syv procent.

Men efter en dybdegående undersøgelse af selskabets økonomi kan selskabet nu konkludere, at anlægsomkostningerne er steget med yderligere 200 millioner kroner til 1,6 millarder kroner. 

En stigning, der kan gå ud over borgernes fjernvarmepriser.

Odsherred Forsyning besluttede i slutningen af januar at bortviste økonomidirektøren, da han efter sigende skulle have overtrådt selskabets interne retningslinjer.

Han er efterfølgende blevet politianmeldt af selskabet.