Nyhedsoverblik

Egnsteatre får flere penge

Kulturministeren og en række kulturordførere har indgået en aftale om at give syv egnsteatre et ekstra udviklingstilskud de næste fire år.

Blandt de syv teatre er Sjællands Teater og Odsherred Teater, oplyser Kulturministeriet

De får hver cirka 4,7 millioner kroner samlet i årene 2024 til 2027, og teatrene vælger selv, hvordan de vil bruge pengene. De kan eksempelvis udvikle deres forestillinger eller nå ud til endnu flere.

Teatrene er udvalgt, fordi de har "et højt scenekunstfagligt niveau og har mulighed for at udbyde scenekunst af særlig høj kvalitet til et bredere publikum eller i et større regionalt område", skriver Kulturministeriet. 

Om teatrene

Sjællands Teater er et egnsteater, fusioneret at de to egnsteatre Holbæk Teater og Teatret Fair Play i Slagelse. Teatret modtager tilskud fra Holbæk og Slagelse kommuner og spiller forestillinger i Region Sjælland og på turné i hele landet. Teatret producerer forestillinger både rettet mod børn, unge og voksne.

Odsherred Teater blev etableret i 1996 som professionelt, producerende egnsteater. Teatret er en selvejende institution og har siden 2007 været egnsteater i Kalundborg kommune. I sommeren 2016 flyttede teatret ind i den gamle Irmabygning i gågaden i Nykøbing Sj., hvor teatret i 2021 indviede en ny teatersal.

Kilde: Kulturministeriet

Fælles for teatrene, der får de ekstra penge, er også, at de ligger i områder, hvor der ikke er et teater med et større regionalt ansvar i nærheden.

Pengene til det ekstra udviklingstilskud til egnsteatrene er afsat på finansloven for 2024. Folketingets finansudvalg skal godkende fordelingen.