En ny hhx-uddannelse på Odsherred Gymnasium skulle have taget imod de første elever efter sommerferien. Men nu står det klart, at uddannelsen slet ikke bliver oprettet i år.
Der er nemlig kun kommet to ansøgninger.
Vi er sådan set rigtig ærgerlige over det
- Vi skulle have 22 for at lave en klasse, og det har vi langtfra fået. Vi har kun fået to ansøgere. Vi er sådan set rigtig ærgerlige over det. Men vi kan selvfølgelig ikke lave noget med så få ansøgere, siger rektor Niels-Peter Babalola Andersson til TV2 ØST.
En svær opgave at starte noget nyt op
Der var ellers udsigt til, at man kunne få op mod 60 elever, men nu bliver hhx-uddannelsen altså helt sløjfet – i denne omgang:
- Den kommer i hvert fald ikke i år, men om den skal lukke helt ned, det har vi nu ikke taget stilling til endnu. Det er et udbud, vi har sammen med EUC Nordvestsjælland, og vi skal i fællesskab finde ud af, hvad vi gør i forhold til næste år, siger rektor Niels-Peter Babalola Andersson.
- Det er da klart, at det kan være en svær opgave at starte noget nyt op for os. Uddannelsen har også en lidt anderledes profil, end vi er vant til. På den måde er det noget nyt.
Del af generel bevægelse mod større byer
Rektoren på Odsherred Gymnasium mener også, at udviklingen i søgeantallet skal ses i lyset af de seneste års urbanisering.
- Der er nogle elever, som helt generelt trækker mod de større byer. Når der er nogle elever herfra, der drager mod Holbæk, så kan du gange det tal med tre med elever, der drager mod Roskilde og med fem i forhold til de elever, der drager mod København, siger Niels-Peter Babalola Andersson.
Der er en bevægelse mod storbyen, og vi ligger jo i den yderste ende af den kæde
- Der er en bevægelse mod storbyen, og vi ligger jo i den yderste ende af den kæde. Det mærker vi jo.
En klasse mindre på hf
Også antallet til hf på Odsherreds Gymnasium er faldet i forhold til sidste år.
- Vi har fire færre ansøgere end sidste år til hf. Men det er jo ikke lige meget, om vi har 30 eller 38 ansøgere i forhold til, hvor mange klasser vi skal oprette.
- Derfor skal vi oprette en klasse mindre, end vi gjorde sidste år, siger Niels-Peter Babalola Andersson.
Også Nakskov Gymnasium har haft færre ansøgere, end de fik sidste år, men dog ikke så mange, at de er nødt til at nedlægge en klasse.