Fagforening i chok over drab på bosted - ansatte må aldrig arbejde alene

Drabet på en en 29-årig socialpædagog får fagforeningen FOA til at kræve politisk handling, og den langer samtidig ud efter bostedet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Yamma Ahamadzai mistede livet, imens han passede sit arbejde som socialpædagog. Den 30. december blev han stukket ned af en beboer på bostedet Ørbækskilde i Fårevejle, mens han var den eneste ansatte på matriklen. Dét får nu fagforeningen FOA til at rejse kritik af bostedet:

- Vi reagerer med chok. Det er ikke i orden at arbejde alene på en institution, der skal passe på udadreagerende borgere, siger Mona Striib, der er forbundsformand i FOA.

quote Det er ikke i orden at arbejde alene på en institution, der skal passe på udadreagerende borgere

Mona Striib, forbundsformand i FOA

Ifølge fagforeningen må de ansatte på bostedet slet ikke være alene. I paragraf 29 i bekendtgørelsen om psykisk arbejdsmiljø, “skal arbejdes tilrettelægges således, at den særlige risiko for vold imødegås. Kan den særlige risiko for vold ikke imødegås, må den ansatte ikke arbejde alene.” Forbundsformanden i FOA tilføjer:

- Vi har en forventning om, at man er mindst to på vagt sådan et sted. At man ikke arbejder alene. Den anden del er, at der ikke skal være adgang til knive, siger hun til TV2 ØST.

Arbejdstilsynet udstedte efter drabet to strakspåbud til Ørbækskilde, der går på, at de ansatte ikke længere må arbejde alene, og at der ikke må være let adgang for beboerne til ting, der kan bruges som våben.

Ingen overfaldsalarm

Det fremgår af Arbejdstilsynets rapport, at medarbejderne på bostedet ikke havde overfaldsalarmer. De brugte kun mobiltelefoner, og dét mener fagforeningen heller ikke er tilfredsstillende:

- Man kan ikke i en situation, hvor man pludselig bliver overfaldet være afhængig af, at man skal have fat i sin mobiltelefon. Der skal være en overfaldsalarm, så man kan tilkalde øjeblikkelig hjælp, siger Mona Striib til TV2 ØST.

Læs også
Bosted efter knivdrab: - Det var en akut opstået situation
Læs også
Bosted efter knivdrab: - Det var en akut opstået situation

Bostedets redegørelse af hændelsesforløbet bekræfter, at Yamma Ahamadzai aldrig selv fik tilkaldt hjælp, men at det derimod var én af de øvrige beboere, der efterfølgende ringede.

TV2 ØST har efter episoden talt med Yamma Ahamadzais bror, som har fortalt, at familien er dybt chokeret og i dyb sorg over, hvad der er sket.

Socialtilsyn er ikke skarpt nok

Kjeld Høgsbro er professor emeritus på Aalborg Universitet, men han sidder stadig med i en aktiv forskergrupper, der undersøger bosteder. Han mener, at Socialtilsyn Øst burde have stillet højere krav til bostedet meget tidligere:

- Det virker ikke som om, det sociale tilsyn har haft skarpe nok retningslinjer. Her er alenearbejde ikke normal adfærd, og det er ikke acceptabelt, at man arbejder alene med beboere, der har voldsomme vredesudbrud, siger han til TV2 ØST.

Læs også
Medarbejder knivdræbt på bosted – var alene på vagt med voldelig beboer
Læs også
Medarbejder knivdræbt på bosted – var alene på vagt med voldelig beboer

Han mener ikke, at medarbejdernes trivsel, herunder om de arbejder alene, udelukkende er noget for Arbejdstilsynet. Her burde Socialtilsynet ifølge ham også være opmærksomme:

- Medarbejdernes tryghed hænger sammen med, at man pædagogisk kan håndtere konflikter med borgerne, siger Kjeld Høgsbro.

Trine Stokholm, direktør i Socialtilsyn Øst, står dog fast på en meget klar opdeling mellem beboernes sociale forhold og medarbejdernes arbejdsmiljø. I en mail til TV2 ØST skriver hun:

- Vi har udelukkende svaret ud fra serviceloven og lov om Socialtilsyn. Der er andre perspektiver, når det kommer til arbejdsmiljøloven, hvilket Arbejdstilsynet vil kunne svare på.

Socialtilsynet har på sine besøg ikke forholdt sig til, at medarbejderne arbejdede alene.

- Der findes ikke nogle lovmæssige krav i forhold til hvor meget personale, der skal være til stede på et botilbud. Der findes ikke nogle lovmæssige krav om, at personale i sociale tilbud under serviceloven skal bære alarmer, skriver hun til TV2 ØST.

Der skal gøres noget nu

Forbundsformanden i FOA mener, at socialpsykiatrien har været underfinansieret i årevis, og at dét kan have været en medvirkende faktor til, at Yamma Ahamadzai var alene.

- Vi har i adskillelige år råbt op om, at der ikke var de fornødne ressourcer til socialpsykiatrien. Vi bliver nødt til at sikre, at der ikke forekommer alenearbejde på dén slags institutioner, og det her opråb skal omsættes til aktiv handling, siger hun til TV2 ØST.

Yamma Ahamadzai begraves fredag den 9. januar 2021 på Vestre Kirkegård i Aarhus. Samtidig har familie og pårørende til den dræbte arrangeret en demonstration foran Ørbækskilde i Fårevejle lørdag den 9. januar klokken 12:00.


Nyhedsoverblik