En familie på fire med to børn på otte og 15 år var torsdag ude for at bade ud for Nordstrandsvej i Nykøbing Sjælland.
Da familien ville på land igen, opdagede de, at de på grund af blæsten og høje bølger ikke kunne komme ind.
Heldigvis var der livreddere på stranden, der klokken 18.32 kontaktede det lokale redningsmandskab og politiet, mens de samtidig forsøgte at få familien ind på land igen. Derudover blev der sendt en redningshelikopter i luften, hvis der skulle være behov for den.
Er man det mindste i tvivl om badeforholdene, bør man aldrig gå ud at bade
Det blev der ikke, og klokken 18.48 var familien på land igen.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi var det formentlig strømforholdene på grund af bølgerne, der havde gjort, at det næsten var umuligt at komme de sidste meter i land.
- Familien var ikke lokale og kendte derfor ikke stranden særlig godt. Derfor opfordrer vi til, at folk forhører sig hos lokale om eventuelle strøm- og vindforhold, inden man går i vandet, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Hold øje med vind- og vejrforhold
De fire personer var lidt afkølede efter det lidt lange ophold i vandet, hvorfor redningsberedskabet tog sig af dem efterfølgende, så de kunne få varmen igen.
Ifølge Martin Bjerregaard hører det heldigvis til sjældenheden, at folk bliver fanget i vandet under en badetur, men derfor er der stadig stor grund til at udvise forsigtighed.
- Det er måske ikke altid i folks bevidsthed, at det kan gå galt, men det er vigtigt, at man holder øje med vejrforholdene, og hvis man er det mindste i tvivl om badeforholdene, bør man aldrig gå ud at bade, siger Martin Bjerregaard.
Familien havde været cirka 50 meter ud fra stranden og kunne godt bunde, så de havde ikke direkte været i livsfare.