- Jeg tænkte ikke over det. Jeg gjorde det bare.
Sådan lyder ordene fra Gitte Larsen. Hun er en af hverdagens helte, og torsdag fik hun et bevis på det af Midt- og Vestsjællands Politi.
Sammen med 14 andre fik hun overrakt et diplom og en dusør på 1.000 kroner som tak for en helt særlig indsats. Gitte Larsen fra Nørre-Asmindrup har nemlig reddet en ældre kvinde ud af et brændende hus i Rørvig.
Her på TV2 ØST fortalte vi om Gitte Larsens gerning i marts 2022, men nu kan vi genfortælle den med Gitte Larsens egne betragtninger:
Det var en solskinsrig formiddag, og 62-årige Gitte Larsen var på arbejde som hjemmeplejer. Hun havde lige forladt en borgers hus, da hun spotter noget mærkeligt.
Det var en skøn solskinsmorgen, så vi sad på bænken og nød solen, mens vi ventede
- Jeg stod og kiggede rundt på omgivelserne, og her kiggede jeg over mod en anden borgers hus, som jeg havde besøgt fire dage forinden. Jeg troede først, at det var duggen, der slog af, men jeg indså, at duggen havde en helt forkert farve. Jeg tænkte, at der måtte være noget helt galt, siger Gitte Larsen.
Huset på Tårnvej lå omkring 100-200 meter væk, så Gitte Larsen hoppede ind i bilen og kørte derhen. Da hun kom nærmere kunne hun se, at det væltede ud med røg fra alle husets små sprækker.
- Jeg tænkte bare, at den ældre kvinde, som bor derinde, måtte have brug for hjælp. Normalt kan hun ikke gå selv. Jeg kender huset, og jeg havde nøglerne til hoveddøren, så jeg låste døren op, og så kiggede jeg direkte ind i en sort mur af røg, siger hun og fortsætter:
- Jeg kunne intet se, så jeg lukkede hoveddøren igen. Jeg skyndte mig om til terrassedøren, som jeg fik åbnet. Jeg ved at der normalt står møbler inde i stuen, men jeg kunne ikke se dem, så tyk var røgen.
Gitte Larsen så, at den ældre kvinde har fået kæmpet sig op at stå og hen til terrassedøren.
- Hun står en meter inde i stuen, så jeg rækker ind og får hende trukket ud. Jeg kan huske, jeg tænkte, hun lugtede meget af røg, siger Gitte Larsen, der samtidig nåede at ringe til politiet.
Nød solen på bænken, mens huset brændte
Godt ude af huset fandt Gitte Larsen en bænk, hvor de kunne sætte sig og vente på beredskabet.
- Hun havde en tot hår, der var brændt, og hun havde sod alle steder. I øjnene, næsen, munden og ørerne. Det var en skøn solskinsmorgen, så vi sad på bænken og nød solen, mens vi ventede, fortæller Gitte Larsen.
Hun havde ikke de store spekulationer om sikkerhed, da hun kastede sig ud i redningsaktionen, men en ting bekymrede hende:
- Jeg har dyb respekt for røgeksplosioner, så jeg ville gerne have os væk fra huset. Samtidig tænkte jeg også over, at ilden ikke måtte få ilt, så jeg sørgede for at lukke dørene igen. Jeg tænkte meget lavpraktisk, siger hun.
Jeg tænkte, at det er lidt overdrevet. Jeg gjorde jo bare det jeg skulle
En ambulance kørte den ældre kvinde på hospitalet, og så besluttede Gitte Larsen at fortsætte sin vagt. Hun var jo trods alt stadig på arbejde.
- Jeg kørte videre til den næste borger, men efter en time brasede jeg sammen. Jeg var nede i et par dage bagefter, men jeg fik hjælp til at komme ovenpå igen. Heldigvis havde jeg mulighed for at vide, hvordan borgeren havde det bagefter, siger Gitte Larsen.
Og efter omstændigheden havde kvinden det heldigvis godt, og Gitte Larsen ser hende stadig den dag i dag.
Det kræver ikke et diplom
Gitte Larsen har tænkt meget på, hvad der ville være sket, hvis ikke hun havde opdaget det brændende hus.
- Hvor er jeg glad for, at jeg kiggede rundt, da jeg var i nærheden. Ellers var jeg kørt lige forbi hende, siger hun.
Men et spørgsmål har Gitte Larsen svært ved at besvare: Hvad fik hende til at kaste sig ind i en brændende bygning?
- Jeg ved det ikke. Sådan er jeg bare. Min mor læste om hvad der var sket i avisen, og hun kunne med det samme regne ud, at det måtte være mig, der havde gjort det. Så jeg tror bare, at jeg er sådan, siger Gitte Larsen.
Af samme grund synes hun at det var lidt ambivalent at modtage et diplom og en dusør for hendes gerning.
- Jeg tænkte, at det er lidt overdrevet. Jeg gjorde jo bare det jeg skulle. Men jeg synes, at ceremonien var en rar oplevelse, og det var fint at tale med de andre, og få sat ord på det, der er sket, afslutter hun.