Nyhedsoverblik

Invasiv art fundet ved parcelhus

Flydende vandnavle er blevet fundet i en grøft ved et parcelhusområde ved Rørvig.

Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Planten er vurderet som invasiv i EU. Den spreder sig i vandoverfladen i søer og vandløb, så den dækker for solen og skygger alt liv væk.

Mens den er uønsket i søer og vandløb, så er arten ofte at finde i akvarier.

- Den er formentlig ikke blevet udsat forsætligt, men den kan være blevet hældt ud i grøften eller måske bare i et afløb i forbindelsen med rengøring af et akvarium, siger Julian Dons Henriksen, der er en del af Miljøstyrelsens team for invasive arter.

Miljøstyrelsen minder om, at man ikke skal sprede kulturplanter fra akvarier i naturen, da de kan være invasive og gøre stor skade.