Derfor skal denne plante udryddes

Den stærkt invasive plante flydende vandnavle er aldrig set i den danske natur, men nu er den blevet fundet i et vandløb ved Rørvig.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fuglene synger deres sang på skift i Hov Vig Naturreservat ved Rørvig.

For enden af en lang sti ligger fugletårnet, hvor man en gang imellem kan være heldig at få øje på en sjælden fugl.

quote Vi er lidt i vildrede i forhold til, hvordan vi udrydder den

Benjamin Dyre, natursagsbehandler, Odsherred Kommune

Det var også det, Jonas Morsing Thomasen håbede på, da han for nylig kørte til naturreservatet.

- Efter arbejde tog jeg ud og gik en tur for at se på fugle, siger han.

Han var dog kun lige trådt ind på stien, da noget helt andet fik hans opmærksomhed.

- Jeg kom forbi den her plante i en grøft, som jeg studsede over, hvad var for en, siger Jonas Morsing Thomasen.

Planten er uønsket i Danmark.
Planten er uønsket i Danmark. Foto: August Tærsker Høgh - TV2 ØST

Han tog hjem, slog op i nogle bøger og fandt ud af, at det var en helt særlig plante, han havde fundet.

- Flydende vandnavle. En plante, der er stærkt invasiv og ikke er set før i Danmark, siger han.

En uønsket plante

I Danmark lever i forvejen den almindelige vandnavle, der ikke skal forveksles med den flydende vandnavle.

Det er nemlig en plante, der hører hjemme i Nord- og Sydamerika og normalt kun findes i akvarier i Danmark.

Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Flydende vandnavle har spredt sig i vandløbet.
Flydende vandnavle har spredt sig i vandløbet. Foto: August Tærsker Høgh - TV2 ØST

- Vi ved ikke, hvordan den er havnet der, siger Julian Dons Henriksen fra Miljøstyrelsens team for invasive arter og fortsætter:

- Den er formentlig ikke blevet udsat forsætligt, men den kan være blevet hældt ud i grøften eller måske bare i et afløb i forbindelsen med rengøring af et akvarium.

Skal udryddes

Flydende vandnavle er en stor trussel mod livet i vandløbet.

Når planten dækker vandoverfladen skygger den for solen, så alt liv under bladene dør.

De grønne blade skygger for solen, så livet i vandløbet dør.
De grønne blade skygger for solen, så livet i vandløbet dør. Foto: August Tærsker Høgh - TV2 ØST

Kommunen har derfor været ude og besigtige området.

- Den havde bredt sig, mere end vi havde håbet på. 100 til 200 meter, siger Benjamin Dyre, der er natursagsbehandler i Odsherred Kommune.

Kommunen vil nu komme den invasive art til livs, men først skal man finde ud af hvordan.

- Vi er lidt i vildrede i forhold til, hvordan vi udrydder den, da den jo aldrig er set i Danmark før, siger Benjamin Dyre.

Jonas Morsing Thomasen fandt ingen sjældne fugle på sin tur i naturreservatet, men til gengæld en yderst sjælden plante.

Læs også
Jens fandt sjælden dyreart: - Så kunne vi endelig poppe champagnen
Læs også
Jens fandt sjælden dyreart: - Så kunne vi endelig poppe champagnen

Han ville dog hellere have fundet en fugl.

- I nogle sammenhænge er det fantastisk at finde en ny art for landet. Når jeg ser på fugle, så er det lidt af en sensation, hvis det sker.

Læs også
Plan for bekæmpelse af giftig plante på vej
Læs også
Plan for bekæmpelse af giftig plante på vej

- Men når det er en plante, der er invasiv, så er det knap så sjovt, siger Jonas Morsing Thomasen.


Nyhedsoverblik