Der var dystre miner og hårde ord som ”skandale”, da byrådet i Odsherred tirsdag aften forsøgte at gøre boet op i Odsherred Forsyning. Det kommunalt ejede selskab fyldte godt op på dagsordenen med en håndfuld sager.
Det er svært at forstå, at direktion, bestyrelse og byråd ikke har været bedre orienteret
Et underskud på 619 millioner kroner har chokeret både borgere og politikere. Nu skal årsagen findes til, hvorfor det er gået så galt i varmeselskabet i koncernen, understregede viceborgmester Niels Nicolaisen (V).
Han stod i spidsen for byrådet under behandlingen af sagerne, fordi borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred) var blevet sendt uden for døren på grund af inhabilitet.
- Jeg er dybt chokeret over de resultater, som vi nu kender. Det er svært at forstå, at direktion, bestyrelse og byråd ikke har været bedre orienteret, sagde han og fortsatte:
- Derfor sætter vi nu gang i en uvildig undersøgelse. Der skal afdække, hvordan det kunne gå så galt. Det vil sige, at vi skal have undersøgt direktionens ageren og selvfølgelig også, hvilket grundlag bestyrelsen de seneste år har truffet sine beslutninger på, fastslog Niels Nicolaisen (V).
- Konsekvenserne bliver katastrofale for borgerne
Det er i varmeselskabet i Odsherred Forsyning, at den økonomiske situation er kaotisk. De øvrige datterselskaber er i normal drift. Det var ikke alle politikerne, der var lige overraskede over den truende konkurs.
- Vi er nogle stykker her i byrådet, der har prøvet at stille kritiske spørgsmål og har efterlyst åbenhed. Vi er blevet afvist. Der er blevet holdt for mange skåltaler. Desværre. Konsekvenserne bliver katastrofale for kommunen og borgerne. Vi kommer til at spare mange millioner ikke bare i år men også de kommende år, sagde Thomas Nicolaisen (R).
Han blev suppleret af Felex Pedersen (S).
- Jeg synes ligesom Thomas Nicolaisen, at vi har oplevet for mange, der har haft ”hurra-armene” oppe. De har glemt at stille de kritiske spørgsmål. Vi kommer til at skære i den borgernære velfærd, derfor er det nødvendigt, at vi får vendt enhver sten i denne sag for at få en forklaring på, hvordan det kunne gå så galt, lød det fra Felex Pedersen (S).
Siger vi nej, vælter korthuset
Byrådet skulle tirsdag aften også tage stilling til nye lånegarantier til Odsherred Forsyning – blandt andet en garanti på små 100 millioner kroner til byggeriet af et nyt domicil til Odsherred Forsyning. Det var en bitter pille at sluge for politikerne.
- Det domicil kommer til at stå som et monument over den største skandale i Odsherred. Men jeg føler, at mine hænder er bundet på ryggen. Vi kan ikke gøre andet end at sige ja, sagde Thomas Nicolaisen.
Felex Pedersen (S) havde også svært ved at få øje på logikken.
- Hvis vi siger nej, vælter korthuset. Men borgerne har svært ved at forstå, hvorfor der skal bygges et nyt, flot domicil, når selskabet er i krise. Det har jeg ærlig talt også, sagde han.
Trods protesterne blev lånegarantierne givet af et enigt byråd.