Nyhedsoverblik

Købmand lukket af skadedyr

Spar Rørvig på Smedestræde har lukket butikken på ubestemt tid.

Det oplyser købmandsbutikken.

- Vi har valgt at lukke butikken grundet mistanke om skadedyr, skriver butikken på sin Facebookside og tilføjer:

- Vi arbejder på højtryk i samarbejde med vores skadedyrsbekæmper for at løse problemet, så butikken kan åbne hurtigst muligt.

Det er ikke første gang, at Spar Rørvig lukker på grund af skadedyr.

I 2022 var købmandsbutikken lukket fra midten af november til midten af december, fordi der havde været skadedyr i butikken.

På grund af den midlertidige lukning kan der ikke afhentes medicin som normalt i butikken.

Men ifølge Elefant Apoteket Nykøbing skal man i stedet hente sine medicinpakker hos Spar Købmanden på Rørvigvej.

Pakker som allerede var sendt til Rørvig, er hentet og står hos Elefant Apoteket på Algade i Nykøbing Sjælland.