Nyhedsoverblik

Kræmmermarked uddeler rekordbeløb

Sidste dag med kræmmermarked i år, lørdag den 19. oktober, uddeler foreningen Vig Tuske- og Kræmmermarked en del af overskuddet fra sommerens kræmmermarkeder.

Beløbet i år er på 356.300 kroner, hvilket er det største beløb nogensinde, som uddeles til lokale foreninger og organisationer efter indsendt ansøgning.

- Vi har hvert år delt ud af overskuddet til både lokale foreninger og til Vig Handelsforening, og igen i år vil vi gøre det ved en lille festlighed på den sidste markedsdag, siger Hans Jensen, der er kasserer i kræmmermarkedsforeningen.

Hele 27 foreninger, organisationer og selvejende institutioner i Vig-området får ifølge foreningen del i det 356.300 kroner store beløb.

Den 19. januar i 1993 blev foreningen Vig Tuske- og Kræmmermarked stiftet, og siden er der udloddet over 4,1 millioner kroner til lokalområdet.