Det er tørt i øjeblikket. Som i rigtig tørt.
I weekenden nåede det landsdækkende tørkeindeks op på 10.0, som er det højeste niveau på skalaen.
Rammer vi bundniveauet, så er der et vandingsforbud
Der er også blevet indført et afbrændingsforbud i en række sjællandske kommuner, ligesom haveejere i Kalundborg ikke må vande deres haver.
De tørre tider kan man også mærke ved Lammefjorden, hvor pumpestationen Lammefjordens Dige- og Pumpelag netop har indført et dagvandingsforbud.
- Vi er i en situation nu, hvor vi begynder at se en ende på vandet, hvis ikke der kommer nedbør, siger Henrik Madsen, driftsleder for pumpestationen.
Dagvandingsforbuddet betyder, at landmænd, der indvinder vand fra kanalerne omkring Lammefjorden, ikke må gøre det i dagtimerne.
Helt præcist gælder forbuddet fra klokken ni om morgenen til ni om aftenen.
Vandreservoirerne i kanalerne er nemlig langt fra på et normalt niveau. Derfor må landmændene kun vande om natten for at spare på dråberne.
Det er en presset situation
Dagvandingsforbuddet gælder kun for de landmænd, der tapper vand fra kanalerne omkring Lammefjorden.
Det gælder altså ikke hele Odsherred Kommune.
Landmanden Ole Nielsen holder dagligt øje med mængden af vand i kanalerne. Og han kan godt mærke, at det slet ikke er på et normalt niveau.
- Det er en presset situation, at man kan se vandet, der synker dag for dag i kanalerne, siger Ole Nielsen.
Et dagvandingsforbud er derfor det eneste rigtige at indføre, mener han.
Også selvom det går hårdt ud over afgrøder som korn, majs og spinat. Kartoflerne kan dog klare sig et stykke tid endnu, lyder det fra Ole Nielsen.
Han håber dog at få noget seriøst vand i den nærmeste fremtid.
- Vi kan kun håbe på, at det ikke går så slemt, som vi frygter, men vi er ikke glade for den foreløbige vejrudsigt, siger han.
Det er ikke til at vide
Det er svært at spå om, hvor lang tid forbuddet mod at vande om dagen kommer til at vare.
Hvis vejret fortsætter, som det gør nu, vil forbuddet fortsætte to-tre uger endnu, fortæller driftsleder Henrik Madsen.
Derefter vil de vurdere tiltaget igen.
For kommer der ingen regn de næste uger, kan det godt være, at pumpestationen laver nogle nye restriktioner.
- Rammer vi bundniveauet, så er der et vandingsforbud, siger Henrik Madsen.
Inden det scenarie vil pumpestationen skære endnu mere ned på vandingen, så landmændene kun må vande en til to gange om ugen eller kun vande de afgrøder, der har mest brug for det.
- Det er vejen frem, siger Henrik Madsen, som er fortrøstningsfuld.
- Jeg er forhåbningsfuld. De andre år har vi kunne klare os med natvanding, siger han.