Omdiskuteret madmarked fører til ny lokalplan

I Odsherred er en ny lokalplan på vej, som kan give Rørvig Streetfood mulighed for at fortsætte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I Odsherred er man nu et skridt tættere på at vedtage en ny lokalplan for området ved Rørvigvej, hvor Rørvig Streetfood ligger. Sidste år ophævede Planklagenævnet madmarkedets tilladelse til at drive virksomhed på Rørvigvej efter flere naboklager om trafikkaos og støj- og lugtgener. 

Siden har administrationen i kommunens Center for Erhverv, Plan og Byg udarbejdet en ny lokalplan, der skal give mulighed for at drive madmarkedet og som tager højde for parkering, støj og belysning i den forbindelse. 

Lokalplanen har været i høring og under behandling i Vækst- og Udviklingsudvalget, som på mødet tirsdag besluttede at indstille lokalplanen til endelig godkendelse i byrådet. 

quote Det er et forslag, vi godt kan se os selv i

Morten Larsen, medindehaver af Rørvig Streetfood

Hos Rørvig Streetfood er man tilfreds med den nye lokalplan og håber, at byrådet vedtager den. Det fortæller Morten Larsen, der er medindehaver af Rørvig Streetfood.

- Der er ikke noget, der er sikkert endnu, men det forslag til lokalplanen, som foreligger nu, er resultatet af et godt samarbejde mellem borgere, virksomheder og kommunen, og det er et forslag, vi godt kan se os selv i, siger han. 

Parkeringskaos skal mindskes  

I høringsperioden er der kommet 15 høringssvar, hvoraf nogle af dem har ført til mindre ændringer i form af tilføjelser af information og omformuleringer i lokalplanen.

I nogle af høringssvarerne kan man læse, at der er bekymring for parkering i forbindelse med Rørvig Streetfood og eventuelle støjgener. Det var også blandt kritikpunkterne i sommer. 

Her kunne TV2 ØST fortælle, at naboer i området oplevede parkeringskaos på stikvejene omkring Rørvigvej, og at Spar-købmanden lidt længere nede af Rørvigvej havde ansat en parkeringsvagt samt begrænset parkeringstiden for at sikre, at der var parkeringspladser til deres kunder.

Læs også
Tilladelse til omdiskuteret madmarked underkendt efter klagesag
Læs også
Tilladelse til omdiskuteret madmarked underkendt efter klagesag

Aksel Hansen er formand for Jagtborgs Grundejerforening og en af de i alt fire grundejerforeninger, der sammen har indgivet et høringssvar til lokalplanen. Det er særligt vigtigt for dem, at der bliver gjort noget ved de trafikale udfordringer omkring Rørvigvej.

- Vores bekymringer går i første omgang på trafikken. Rørvig Streetfood havde fin succes, men det genererede noget trafik, og her synes vi, at kommunen skal gøre mere for at nedsætte hastigheden i området og få bedre parkeringsforhold, siger han. 

Netop parkeringsforholdene er noget, som Morten Larsen fra Rørvig Streetfood er klar til at gøre sit for at forbedre.

- Det er jo et kendt faktum, at vi skal gøre noget ved parkeringsudfordringerne, og det er vi også klar til at gøre. Lige så snart kommunen siger go, så påbegynder vi arbejdet med at etablere mere parkeringsplads udover det, vi har i forvejen, siger han. 

Morten Larsen, der er medindehaver af Rørvig Streetfood, håber, at forslaget til den nye lokalplan vedtages.
Morten Larsen, der er medindehaver af Rørvig Streetfood, håber, at forslaget til den nye lokalplan vedtages. Foto: Line Strand - TV2 ØST - Arkivfoto

Ikke enig om støjhegn

Et andet punkt i forslaget til den nye lokalplan er et krav om støjhegn. Det kommer ifølge Morten Larsen til at skulle være hele vejen rundt om madmarkedet. Han er ikke imod støjhegnet, men havde ønsket, at det kunne se anderledes ud, end det forslaget til lokalplanen kræver. 

- Udseendemæssigt er vi ikke helt enige i det, der er lagt op til, men at det skal sættes op, er vi enige i, og det efterlever vi selvfølgelig. I vores høringssvar har vi opponeret imod udseendet af støjhegnene, og at det skal sættes så langt inde på vores grund, men det er ikke en kamp, vi har tænkt os at tage op, siger han. 

Læs også
Populært streetfood-marked skaber parkeringskaos
Læs også
Populært streetfood-marked skaber parkeringskaos

Rørvig Streetfood er ifølge Morten Larsen klar til at lave de ændringer, lokalplanen kræver, lige så snart den er vedtaget. 

- Vi har planerne for ændringerne klar og kan gå i gang, lige så snart vi må. Det ville også klinge hult, at vi siger, at vi gerne ser lokalplanen blive vedtaget, og så selv halter efter, hvis den går igennem, siger han. 

Selvom Morten Larsen ikke er enig i alt i forslaget til lokalplan, så håber han, at den bliver vedtaget, fordi det også vil give mere sikkerhed for hans virksomhed fremover.

- Det har været en udfordring at køre virksomhed på midlertidige rammer, så det bliver godt at få mere faste rammer. Som virksomhedsdriver er det godt, fordi det giver mere perspektiv og mulighed for fremtidige investeringer, når man ved, at rammerne er mere permanente, siger han.

Hvis lokalplanen vedtages, er det Morten Larsens plan at åbne Rørvig Streetfood til påske. Det bliver i første omgang med et mindre set-up end i sommersæsonen, men det er vigtigt for ham og Rørvig Streetfood at kunne åbne igen snart, forklarer han. 

- Hvis lokalplanen vedtages, så er det vigtigt for os og vores selvforståelse som virksomhed at stikke hovedet frem igen og vise, at vi stadig er her, siger Morten Larsen. 




 




Nyhedsoverblik