Priser eksploderede - nu lander energiselskab milliardoverskud

Regnskabet for energiselskabet Andel viser stort overskud. Andel vil nu give penge tiltage til de 400.000 andelshavere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Energiselskabet Andel Energi, der har hovedkontor i Svinninge, har landet et overskud på omkring fire milliarder kroner. Det viser selskabets regnskab for 2022

- Det var en helt vanvittig situation vi oplevede i 2022 med krig i Ukraine og efterfølgende energikrise, som drev priserne op, og det har også ramt vores egne omkostninger til at indkøbe energi. Til gengæld har vi haft held til at tjene penge på at flytte energi ud i Europa, siger Andels administrerende direktør Jesper Hjulmand.

Andel har i dag kunder i hele landet, men står især stærkt på Sjælland, Lolland og Falster, fordi det er en videreførsel af det tidligere SEAS-NVE.

Andels milliardoverskud stammer primært fra fra handel med energi gennem datterselskabet Energi Danmark. Derimod har der været tab på de kunderettede aktiviteter på det danske privatmarked i datterselskaberne Andel Energi og Clever, der tilbyder opladning af elbiler, på godt 900 millioner kroner. 

Energiselskaber med rekordregnskaber

Ligesom Andel har flere energiselskaber tjent godt på de høje elpriser i 2022, heriblandt elselskabet Norlys, der for nylig præsenterede et overskud 4,2 milliarder kroner før skat.

Mens energiselskaberne har tjent gode penge, har danskernes elregninger været historist høje. 

I september fortalte den enlige mor Mette Willumsen, hvordan energipriserne ramte hende hårdt.

Som vi tidligere har beskrevet på TV2 ØST har mange haft svært ved at betale de store elregninger. Heriblandt Mette Willumsen fra Orehoved på Falster, der er enlig mor til to, og som i efteråret valgte helt at lukke af til husets førstesal og i stedet sove på sofaen i stuen for at spare på energiudgifterne.  

- Jeg synes, det er hårdt, og jeg synes, det er urimeligt. Altså, der må være en eller anden bundlinje for, hvad er rimeligt, sagde en tydeligt berørt og frustreret Mette Willumsen til TV2 ØST.

Læs også
Enlig mor til to kan ikke betale varmen: - Mine børn fryser allerede nu
Læs også
Enlig mor til to kan ikke betale varmen: - Mine børn fryser allerede nu

Flere virksomheder er gået konkurs

Samtidig har de høje energipriser presset små erhvervsdrivende i knæ, og flere har måtte dreje nøglen om - som for eksempel Jensens Bakery i Glumsø.

- Nu kan vi ikke rigtig trække den mere. Man kan ikke tillade sig at blive ved med at sætte priserne op, synes jeg. Så er det bedre bare at stoppe, mens legen er god. Så må vi sige, at så har vi prøvet det, og så må vi finde på noget andet at lave, sagde ejeren Dennis Boye Jensen i september til TV2 ØST, da beslutningen om at lukke butikken var taget.  

Overskud stammer ikke fra private kunder

Men ifølge energiselskabet Andel kommer overskuddet ikke fra privatkunderne men er derimod tjent på handel på markeder udenfor Norden. 

- Vi har ikke tjent på kunderne i Danmark. Det er penge, som Energi Danmark har tjent ved handel med energi i Europa. Tværtimod har vi sat penge til på vores salg af energi og på vores ladeabonnementer til elbiler, så vi har ikke tjent pengene i Danmark. 

Læs også
Stigende energipriser tvinger virksomheder i knæ: - Det er kommet ekstremt hurtigt
Læs også
Stigende energipriser tvinger virksomheder i knæ: - Det er kommet ekstremt hurtigt

Så firkantet kan det dog ikke stilles op, lyder det fra Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring på Aalborg Universitet:

- Det er rigtigt, at man som sådan ikke har tjent penge på privatkunderne ved energihandlen. Men Andel er blandt andet også medejer af havvindmølleparken Rødsand 2 ved Rødby, og her har de tjent penge på at producere strøm billigt og sælge den dyrere, og det rammer i sidste ende privatkunderne, fastslår han.

Penge til andelshaverne

Torsdag aften besluttede repræsentantskabet at en del af overskuddet skal komme de hårdt trængte elkunder tilgode. 

Derfor vil energiselskabet give 850 millioner kroner til de 400.000 andelshavere. Det svarer til lidt over 2000 kroner per person. 

- Vi ved jo godt, der har været gigahøje regninger på grund af de høje elpriser, og så synes vi, det er mest rigtigt, at man også kontant kan mærke, at man er en del af et fællesskab, som evner at skabe noget værdi, siger Jesper Hjulmand. 

Men er 2000 kroner nok, når man tænker på hvor høje elregningerne har været?

- Vi skal jo balancere imellem både at give på den korte bane og også sørge for at investere på den lange bane. For vores investeringer skal hjælpe til med at drive prisen ned på sigt, og hvis vi ikke investerer i den grønne omstilling, så vil vi ikke kunne komme ud af vores afhængighed af de fossile brændstoffer, som jo er dem, der har drevet priserne vanvittigt op. 

Energiselskabet ved endnu ikke præcis, hvordan eller hvornår pengene vil blive udbetalt. De skal de afklare i løbet af de kommende måneder. 

Energiselskabet vil også afsætte 150 millioner kroner, der skal bruge på projekter, der skal fremme vækst og udvikling i Region Sjælland. 

Andel er blandt andet medejer af havvindmølleparken Rødsand 2 syd for Lolland, hvor der laves strøm, der har kunnet sælges til langt højere priser end normalt.
Andel er blandt andet medejer af havvindmølleparken Rødsand 2 syd for Lolland, hvor der laves strøm, der har kunnet sælges til langt højere priser end normalt. Foto: TV2 ØST

Datterselskab i søgelyset

Datterselskabet Energi Danmark har den seneste tid skabt flere overskrifter i pressen, efter det er kommet frem, at tre nøglemedarbejdere har optjent bonusser på hver 250-300 millioner kroner. 

De tre medarbejdere er efterfølgende blevet afskediget, og Andel nægter at betale de store bonusser. 

- Tre medarbejdere fra Energi Danmark har haft en aktie- og bonusaftale uden loft. Den er indgået uden bestyrelsens viden og under omstændigheder, som gør den ugyldig. Der er hensat en normaliseret bonus til de tre medarbejdere i regnskabet, skriver Andel i årsregnskabet. 

Sagen kan dog ende med at skulle afgøres i retten.


Nyhedsoverblik