- Vi er rigtig glade for det, og vi har ventet længe på det, siger Gitte Dalsgaard Korreman, der bor i Fårevejle og netop har fået installeret fjernvarme.
Før blev huset opvarmet med et gasfyr, der var ved at være udtjent, og derfor var hun heller ikke i tvivl om, at hun gerne ville have fjernvarme, da hun fik tilbuddet.
- Hele sidste vinter måtte vi fyre op i brændeovnen for at holde varmen i huset, fordi gasfyret var kaput, så da vi hørte, vi kunne få fjernvarme, slog vi til med det samme.
Stor tilslutning
Over 700 borgere har takket ja til at få fjernvarme i Fårevejle Stationsby og Fårevejle Kirkeby.
Og det er ikke kun borgerne i Fårevejle, der kan se frem til at få fjernvarme - for også i Asnæs, Hørve og Vallekilde er forsyningsselskabet ved at etablere fjernvarme.
- Vi ligger på en tilslutningsprocent på mellem 95 og 100 procent i alle de byer, vi kommer, så det er en vanvittig flot opbakning, siger Fanny Villadsen, der er direktør i Odsherred Forsyning.
Ifølge forsyningsselskabet er der god grund til, at der er så stor interesse for fjernvarme:
- Fjernvarme giver god mening, fordi vi kan trække på flere energikilder, og vi er ikke bundet til kun gas eller el, så hvis prisen stiger på én af tingene, har vi nogle andre håndtag at trække på.
Størst stigning i Odsherred
I Region Sjælland har knap 6000 fået fjernvarme det seneste år.
Størst er stigningen i Odsherred, hvor antallet af fjernvarmekunder er steget med knap ni procent.
Men også i Næstved er der fart på udrulningen af fjernvarme, hvor fem procent flere er blevet koblet på fjernvarmenettet. Og i Vordingborg, Sorø og Slagelse er stigningen på fire procent.
Efterspørgsel er eksploderet
Det er tale om en kæmpe stigning på blot et enkelt år, lyder det fra interesseorganisationen Dansk Fjernvarme:
- Efterspørgslen på fjernvarme er jo eksploderet, siger direktør Kim Mortensen og fortsætter:
- Siden starten af 90erne har vi ikke set lignende tilslutning til fjernvarme, så det er jo helt fantastisk den store opbakning som fjernvarmeværkerne oplever.
Politisk drevet
Den store stigning i antallet af fjernvarmekunder skyldes til dels også en politisk ambition om, at alle der kan få fjernvarmet skal have fjernvarme senest i 2028.
Regeringen og Kommunernes Landsforening blev i 2022 enige om en aftale, der skulle sætte skub i udrulningen af fjernvarme.
Siden har de enkelte kommuner haft til opgave at undersøge, hvor det vil give mening at erstatte naturgassen med fjernvarmen som opvarmningsform. De enkelte fjernvarmeselskaber har så som opgave at forsøge at føre planerne ud i livet.
Samtidig er der også afsat 380,8 millioner kroner til den såkaldte fjernvarmepulje, som fjernvarmeselskaberne kan søge tilskud fra til udrulningen af nye fjernvarmeprojekter.
Væk fra naturgas
For Gitte Dalsgaard Korreman i Fårevejle giver det ro i maven, at hun ikke længere skal opvarme huset med gas:
- For to år siden, da gaspriserne sprang i luften, fik vi lidt kolde fødder og tænkte, hvad vil der ske, og den usikkerhed var rigtig ubehagelig, for vi anede jo ikke, hvad den næste regning ville lyde på.
Samtidig kan udskiftningen af varmekilden mærkes på pengepungen:
- Det er billigt i drift, og det håber vi, det bliver ved med, men det ved man jo aldrig, hvordan det er, fastslår hun.
I alt har 1,9 mio. husstande nu fjernvarme som opvarmningskilde.