Nyhedsoverblik

Slog bilist i ansigtet

Uoverensstemmelser i trafikken endte med vold søndag aften i Hørve.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Tirsdag modtog politiet en anmeldelse fra en 20-årig mand fra Odsherred der var blevet udsat for vold i slutningen af weekenden.

Søndag aften havde han en kontrovers med en anden bilist.

- De har gestikuleret lidt til hinanden i trafikken, og så er de begge holdt ind til siden for at drøfte uoverensstemmelsen, og så har det udviklet sig, fortæller pressetalsmand Thomas Kristensen.

Den ukendte mand steg ud af sin bil og gav den 20-årige et knytnæveslag i ansigtet, står der i døgnrapporten.

Manden beskrives som muskuløs, skaldet og med tatoveringer op ad halsen. Han var omkring 180 centimeter høj og i selskab med en ældre kvinde med en højde på cirka 160 centimeter. Kvinden beskrives som spinkel af bygning og med halvlangt mørkt hår.

Episoden skete på Vallekildevej i Hørve i Odsherred.