Søren jagtede nordlyset: - Det var helt vanvittigt

Det tydelige nordlys, der ramte regionen natten til fredag, overgår alt, hvad nordlysentusiasten Søren Skærbæk Jensen før har set.

- På en skala fra nul til 10, så er det 11. Det er det bedste, jeg har oplevet. Det var helt fantastisk.

Ordene kommer fra Søren Skærbæk Jensen fra Ordrup, der natten til fredag var blandt de mange, der trodsede kraftig vind og kulde for at komme ud og få et glimt af nattens tydelige nordlys.

quote - Nordlyset i går er det allerbedste, jeg har oplevet. Det er der ingen tvivl om.

Søren Skærbæk Jensen, amatørfotograf og nordlysentusiast, Ordrup

Søren Skærbæk Jensen har jagtet nordlys og andre himmelfænomener i halvandet år, og med kun to timers søvn var denne nat langt udover det sædvanlige:

- Nordlyset i går er det allerbedste, jeg har oplevet. Det er der ingen tvivl om.

- Man går næsten i stå, når man ser på, hvor smukt, det er. Man tænker bare, kan naturen virkelig lave sådan nogle farver?

Når Søren Skærbæk Jensen kigger på nattens billeder, kan han på dette billede se nordlyset forme silhuetten af en engel. Kan du også se det?
Når Søren Skærbæk Jensen kigger på nattens billeder, kan han på dette billede se nordlyset forme silhuetten af en engel. Kan du også se det? Foto: Søren Skærbæk Jensen - privatfoto

Sammen med en gruppe andre nysgerrige, fandt han torsdag aften vej ned til Ordrup Strand i Odsherred, og satte sit kameraudstyr op.

Og mens de ellers søvnige nattetimer fløj afsted, var Søren Skærbæk Jensen lysvågen med blikket rettet mod himlen.

- Det virkede nærmest som en eksplosion i slowmotion. Det var så vanvittigt at stå og se på.

- Man bliver høj af det. Den måde, det bare står og arbejder oppe i himlen, siger han.  

Særlig mulighed for nordlys netop nu

Natten til fredag ramte årets hidtil stærkeste nordlys regionen. Og det er ikke tilfældigt.

De hyppige glimt af den oplyste himmel skyldes både at aftenerne er blevet mørkere med efteråret, men lige nu nærmer vi os det, der med fagtermer kaldes ’’solplet maksimum’.

Der blev taget mange billeder af nattens nordlys på Søren Skærbæk Jensen kamera. Her ses udsigten over Ordrup Strand i nattens mørke timer.
Der blev taget mange billeder af nattens nordlys på Søren Skærbæk Jensen kamera. Her ses udsigten over Ordrup Strand i nattens mørke timer. Foto: Søren Skærbæk Jensen - privatfoto

Det fortæller Tina Christensen, der er klimavidenskabelig rådgiver ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Solen har en cyklus over 11 år, hvor den bliver mere og mere aktiv.

- Vi nærmer os nu et maksimum, og derfor er der større chance for at se nordlys lige nu, forklarer hun.

Sådan fanger du nordlyset på dit kamera

Nordlyset kan være svært at se med det blotte øje, men der er flere ting, du kan gøre for at skabe de bedste chancer.

  • Tag et sted, hvor det er mørkest muligt. Ingen gadelamper eller anden form for lys.

  • Brug et kamera eller en telefon, der kan tage langtidseksponeringsbilleder med minimum fire sekunders lukkertid.

Kilde: Thomas Juel, formidlingsteamleder ved Observatoriet i Brorfelde.


Fascination blev til fælles hobby

Interessen for nordlyset startede i april 2023, da Søren Skærbæk Jensen netop havde fået et nyt kamera.

Søren Skærbæk Jensen beskriver synet af nordlyset som en eksplosion i slowmotion.
Søren Skærbæk Jensen beskriver synet af nordlyset som en eksplosion i slowmotion. Foto: Søren Skærbæk Jensen - privatfoto

Før havde han med stor interesse fulgt med i diverse Facebookgrupper, hvor der blev delt billeder af nordlys fra blandt andet Norge og Grønland.

- Jeg havde lige set, at det var muligt at fotografere nordlys i Danmark. Det ville jeg meget gerne prøve, så jeg kørte ned til vores lokale strand og stillede op og begyndte at tage billeder. Efter det har jeg bare været hængt fast i det, siger han.

Der er særligt gode muligheder for at opleve nordlys for tiden, da vi nærmer vi os det, der kaldes ’’solplet maksimum’, fortæller Tina Christensen, der er klimavidenskabelig rådgiver ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI)
Der er særligt gode muligheder for at opleve nordlys for tiden, da vi nærmer vi os det, der kaldes ’’solplet maksimum’, fortæller Tina Christensen, der er klimavidenskabelig rådgiver ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Foto: Søren Skærbæk Jensen - privatfoto

Herefter begyndte Søren Skærbæk Jensen at mødes med andre fotografer og nordlysentusiaster, hvor de fik en fælleshobby og kunne diskutere, hvordan man tager det bedste billede af himmelfænomenerne.

- Det er oplevelsen i at få lov til at gøre det, og så kunne formidle billederne til andre. Jeg synes, det er vanvittigt smukt.

Læs også
Derfor oplever vi mere nordlys i år
Læs også
Derfor oplever vi mere nordlys i år

Selvom Søren Skærbæk Jensen tvivler på, at noget kan overgå nattens syn, drager han igen ud fredag aften for at jagte nordlyset. 


Nyhedsoverblik