Nyhedsoverblik

Sommerland runder 200.000 gæster

Sommerland Sjælland kan for fjerde år i streg fejre, at parken har haft over 200.000 besøgende på en sæson.

Det magiske tal blev nået lørdag formiddag, og de glade gæster blev mødt med konfettirør og gavekort.

Det skriver Sommerland Sjælland i en pressemeddelelse.

- Det gør os sindssygt stolte, siger ejer Kåre Dyvekær i pressemeddelelsen.

Sommeren har ellers ikke vist sig fra sin bedste forlystelsespark-egnede side, men det solrige sensommervejr betød også flere gæster til Sommerland Sjælland.

I alt fem gange har Sommerland Sjælland haft over 200.000 gæster på en sæson, siden parken åbnede i 1985.

Forlystelsesparken lukker for sæsonen den 15. september.