Torben fandt friheden i sin autocamper: - Jeg betaler ingenting

Torben Olsen har valgt at smide nøglerne til sit 210 kvadratmeter store hus og lever nu på en anderledes måde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I den store hvide og blå autocamper bor Torben Olsen med sine to hunde. Frede, den ene hund, som er en sort labrador, har sin egen underkøje, hvor den sover om natten. Begge hunde er med ham på arbejde hver dag.

quote Jeg vil hverken hænge på et hus eller en autocamper, jeg ikke kan få solgt

Torben Olsen, fastboende i autocamper

Torben Olsen har boet i autocamperen siden 1. april 2023 og har valgt den alternative bopæl med et bestemt formål: Jagten på frihed. 

- Vi finder et nyt spot hver dag, når jeg har fri fra arbejde. Som udgangspunkt tæt på havet. Det ved jeg, der er nogen, der betaler rigtig meget for. Jeg betaler ingenting. Så det er en win win, siger Torben Olsen.

Torben er ikke den eneste, der har valgt en alternativ måde at bo på. I en ny serie har TV2 ØST mødt en række danskere, der har valgt at bo i alt fra en husbåd til i et bæredygtigt bofællesskab.

Du kan se programmet om Torben Olsen, som ønskede mere frihed og derfor flyttede i autocamper, på TV2 ØST PLAY.

Bolig skaber identitet

Torben Olsen drømte om at opleve verden og friheden på fire hjul. Han leasede derfor autocamperen i stedet for at købe den for at føle mere økonomisk uafhængighed.

Inden da boede han sammen med sin ekskone og deres to drenge i et 210 kvadratmeter stort hus i Vipperød, men det var alt for stort, og der var for mange opgaver, der hørte med.

Torben Olsen bor i autocamperen sammen med sine to hunde Morgan og Frede.
Torben Olsen bor i autocamperen sammen med sine to hunde Morgan og Frede. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Efter sin skilsmisse blev en leaset autocamper altså løsningen.

- Jeg vil hverken hænge på et hus eller en autocamper, jeg ikke kan få solgt, siger han.

Torben går en af sine daglige ture med sine hunde på en strand nord for Havnsø. Her sammen med TV2 ØST journalist Sille Roulund.
Torben går en af sine daglige ture med sine hunde på en strand nord for Havnsø. Her sammen med TV2 ØST journalist Sille Roulund. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Den plads Torben Olsen bor på, da vi møder ham, er gratis. Den ligger ved en strand nord for Havnsø. Her har han holdt to gange. Også selvom han som udgangspunkt ikke holder det samme sted flere gange, fortæller han.

De 5000 kroner, der går til autocamperen, er hvad Torben har af udgifter til bolig om måneden.

Vælger at bo alternativt

Ifølge leder af Center for Boligforskning og professor ved Aalborg universitet Claus Bech-Danielsen, er der i dag stadig flere, der vælger at bo anderledes og på færre kvadratmeter. Der findes dog ingen tal på, hvor mange, der har valgt at bosætte sig alternativt.

quote Det bedste er al den friske luft, jeg har mulighed for at få

Torben Olsen, fastboende i autocamper

- Selvom langt de fleste stadig vælger parcelhuset eller lejligheden som ramme for hverdagen, er denne modstrøm i gang, siger Claus Bech-Danielsen og tilføjer:

- I dag er det især minimal house - også kaldet tiny house, der er kommet på banen. Tendensen ser man som et svar på boligmarkedets eksplosion med stigende boligpriser.

Claus Bech-Danielsen fortæller også, at bolig og identitet er blevet knyttet tættere sammen med årene.

Torben Olsen har boet i sin autocamper siden 1. april i år.
Torben Olsen har boet i sin autocamper siden 1. april i år. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

- Der var engang, hvor man sagde, at klæder skaber folk, men nu er vi så velhavende, at vi i stedet bruger vores boliger til at afspejle vores identitet og livsstil, siger han og fortsætter:

- Det er en identitetsmarkør, der viser vores omgivelser, hvad for en smag, man har - og hvilke kulturelle værdier, man har, siger han.

Det bedste ved at bo i autocamper

For Torben Olsen er der ikke mange negative ting at sige om det at bo i autocamper. Selv kaffen fra den gamle kaffemaskine smager bedre i de omgivelser, fortæller han.

Kaffen brygges i det lille køkken med udsigt til naturen.
Kaffen brygges i det lille køkken med udsigt til naturen. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

- Det bedste er al den friske luft, jeg har mulighed for at få. At jeg ikke bare ryger hjem i huset, er træt, smider benene op og tænder for fjernsynet, siger han.

Torbens søvn er også blevet markant forbedret, efter han flyttede ud i autocamperen.

Læs også
Christina er ny i hjemmeværnet: - Man kan langt mere, end man tror
Læs også
Christina er ny i hjemmeværnet: - Man kan langt mere, end man tror

- Jeg er blevet langt mindre stresset og generelt et gladere menneske. Også selvom jeg i hvert fald ikke arbejder mindre nu, end jeg gjorde, da jeg havde huset, siger han.

Nu står han op klokken 6, går en tur med sine hunde. Tager det stille og roligt. Også om aftenen.

Torben Olsen har både køkken, spisebord, køjesenge og tv i den lille autocamper.
Torben Olsen har både køkken, spisebord, køjesenge og tv i den lille autocamper. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

- Om aftenen går vi en lang tur og laver noget aftensmad i stedet for at slå græs og male vinduer. Så det er ligesom at være på ferie. Jeg har også været afsted på ferietur i den, siger han.

En unik chance

Da Torben valgte at flytte i autocamper, var der forskellige reaktioner fra folk.

- Nogen rystede lidt på hovedet. Men mine drenge var egentlig med på idéen med det samme, siger han og tilføjer:

- Jeg har også haft nogen, der har ringet til mig og har spurgt mig, om de skulle ønske tillykke, eller om det var andre omstændigheder, der gjorde det. Om man skulle flytte i trailerpark – men det var ikke det, det handlede om. Det handlede om frihed.

Autocamperen er parkeret i naturen, som giver Torben Olsen en følelse af frihed.
Autocamperen er parkeret i naturen, som giver Torben Olsen en følelse af frihed. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Torben så det som en unik chance for at gøre noget andet, end alle andre gør, forklarer han.

Og på trods af de fordomsfulde kommentarer, er der også mange, der misunder Torbens valg om at bo i autocamper.

Læs også
Linda solgte huset og opfyldte sin barndomsdrøm
Læs også
Linda solgte huset og opfyldte sin barndomsdrøm

- De fleste siger, at det gad de også godt. De siger, at jeg er heldig, at de er misundelige, eller at det skal de også, når deres børn bliver store. Så det har egentlig været positiv respons, siger han.

Torben Olsen har overkøjen. Frede har underkøjen.
Torben Olsen har overkøjen. Frede har underkøjen. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Nogen er dog også skeptiske.

- Der er også nogen, der ikke tror, det kan lade sig gøre, når det bliver vinter, siger Torben.

- Men det skal nok løse sig, siger han.

Torben Olsen nyder livet i naturen sammen med sine to hunde.
Torben Olsen nyder livet i naturen sammen med sine to hunde. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

- Det kan godt være, at gas- og elpriserne stiger til vinter, men det har jo ikke den store betydning her på en 11 liters gasflaske og min egen strøm. Den laver jeg, når jeg kører, siger han.

Ifølge Torben Olsen er det bare at springe ud i det, hvis det er noget, man går og drømmer om.


Nyhedsoverblik