Truet firben skal bo på hotel under stort vejbyggeri ved færgehavn

Når Molslinjen i de kommende år skal udvide adgangsvejen på Sjællands Odde, så skal en række markfirben indsamles og bo på et særligt hotel, indtil byggeriet er overstået.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Markfirben er truede, og der bliver hele tiden færre af dem. 

Det er udfordringen for Molslinjen, der i de kommende år skal udvide vejen til Odden Færgehavn, hvor færgerne fra Aarhus anløber.

I det område, hvor vejen skal ligge, holder en af landets sjældne bestande af de truede firben nemlig til - og det gør det lidt mere besværligt for selskabet, når de skal udvide adgangsvejen til færgen. Det fortæller Jesper Maack, der er PR- og kommunikationschef, til TV2 ØST.

- Firbenene skal indsamles, og de kommer så til at bo på hotel i nogle terrarier, indtil de igen kan sættes ud i området, siger han.

Og han er glad for, at selskabet trods de fredede dyr får lov til at udvide vejen på den 650 meter lange skråning.

Sådan ser det truede markfirben ud.
Sådan ser det truede markfirben ud. Foto: Molslinjen/PR

- Det er lidt dyrt at få lavet, men det er et vilkår med den her vejstrækning. Omvendt, så er alternativet til at betale, at det ikke bliver lavet. I øjeblikket er vejen til færgen en flaskehals. Der er meget smalt, og det er heller ikke så trygt at cykle der. Så vi vil gerne udvide vejen. Det alene skulle gerne kunne betyde, at vi kan tømme færgen for biler på næsten den halve tid i forhold til i dag, siger han.

Truet og i tilbagegang

Markfirbenet er truet i hele Europa, og lever også kun meget få steder på Sjælland. Sjællands Odde og Røsnæs er nogle af de helt sjældne levesteder.

- Det er et firben, der er afhængigt af at lægge æg i varmt sand. Så det sker gerne på sydvendte skråninger og som her vejskrænter, siger Lars Briggs fra selskabet Amficonsult, der er ansat til dels at indsamle firbenene, passe dem i de kommende år og bagefter opbygge nye skrænter, hvor de kan leve.

Læs også
Miljøundersøgelse for ny motorvej forældet – nu undersøges 200 vandhuller for vandsalamandere og firben
Læs også
Miljøundersøgelse for ny motorvej forældet – nu undersøges 200 vandhuller for vandsalamandere og firben

Han fortæller, at markfirbenet er det eneste i Danmark, der er helt afhængig af at kunne lægge æg, der udruges udenfor kroppen. De øvrige krybdyr i Danmark lægger æg, der klækkes umiddelbart efter de er lagt.

Der skal være flere og de skal have det bedre

Der lever omkring 20 markfirben i skrænten, der kan blive påvirket af vejbyggeriet. Planen er dog ikke blot at holde dyrene i live - arten skal have det meget bedre efter vejbyggeriet.

- Vi vil avle på firbenene, så når vi sætter dem ud igen, så er der omkring 80 individer. Og når de sættes ud, så er det i et nyt habitat, hvor de får det bedre, end de havde i forvejen, siger Lars Briggs. Det nye habitat bliver en sandet skråning, der bliver omkring dobbelt så stor som den nuværende skråning.

Læs også
Staten opkøber naturområder for at sikre sjældne dyr og planter
Læs også
Staten opkøber naturområder for at sikre sjældne dyr og planter

Markfirben er et lille toprovdyr på de skrænter, hvor de lever. De spiser blandt andet sommerfugle og græshopper. Det er et lille firben på omkring 15 centimeters længde med et kraftigt hoved. Hannerne er grønne på siderne, især om foråret. Hunnerne er brune med hvide pletter.

Markfirbenet er det ene af kun to firben i Danmark. Det andet hedder et almindeligt firben, og er ikke bundet til de specielle levesteder, som markfirbenet.

Projektet med at redde og udvikle livet for markfirbenene langs vejskråningen ved Odden Havn koster omkring 450.000 oven i anlægsudgifterne til den nye vejstrækning.


Nyhedsoverblik