Ulovligt importeret kattedyr indleveret anonymt hos zoo

En anonym person havde ulovligt fået importeret en karakal fra Tyskland til Danmark. Nu er katten indleveret til Odsherred Zoo Rescue.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er ikke hver dag, at man finder en karakal - også kaldet en ørkenlos - på en parkeringsplads. Ikke desto mindre skete det for Odsherred Zoo Rescue i dag.

Det fortæller Nikolai Ankergren, der er digital brand manager hos Odsherred Zoo Rescue.

- Vi blev kontaktet af en, hvis ven havde fået den importeret ulovligt til Danmark fra Tyskland. Han (ham, der indleverede kattedyret, red.) begyndte at synes, at den lugtede og kunne godt fornemme, at den var vild. Derfor kontaktede han os.

Odsherred Zoo Rescue kender ikke til den nu tidligere ejers identitet, eftersom personen ringede fra et taletidskort. Derudover skyndte vedkommende sig at gå, lige så snart katten var afleveret på parkeringspladsen.

Den lille karakal er 14 uger gammel.
Den lille karakal er 14 uger gammel. Foto: Nikolai Ankergren - Odsherred Zoo Rescue

Vant til mennesker

Det er derfor også begrænset, hvor mange oplysninger Odsherred Zoo Rescue har om karakalen. De ved dog, at det er en hun, og at hun kun er 14 uger gammel.

- Lige nu koncentrerer vi os om at finde ud af, om hun er frisk og rask, siger Nikolai Ankergren.

Læs også
Zoo udvider med ny tropehal i håb om at tiltrække flere turister
Læs også
Zoo udvider med ny tropehal i håb om at tiltrække flere turister

Personalet kan tydeligt mærke på katten, at den fra begyndelsen er blevet vant til mennesker, da den er meget kontaktsøgende. Som zoologisk have går de dog ikke ind for, at de vilde dyr skal være tamme, og derfor vil de langsomt vænne den af med at være sammen med mennesker. Specielt fordi karakalen kan ende med at blive farlig.

- Lige så søde og små, de ser ud som unger, lige så store og farlige bliver de som voksne. Så lad være med at få en, lyder rådet fra Nikolai Ankergren.

Karakal

  • Karakalen er en mellemstor art i kattefamilien.

  • Den har en slank krop og kort hale.

  • Den har store øre med en pelsdusk på spidsen.

  • Pelsen er kort og rødbrun.

  • Den bliver 40 til 50 centimeter høj målt fra skulderen.

  • Den vejer 10 til 20 kilo.

  • Den er udbredt i Afrika og Mellemøsten i primært tørre savanneområder.

Kilde: Den Store Danske.

Odsherred Zoo Rescue håber på, at katten kan blive hos dem. De har i forvejen en han af samme art. Tanken er dog ikke, at de skal gå sammen, da de heller ikke ville gøre det i naturen.

Fødevarestyrelsen er ifølge Nikolai Ankergren orienteret om sagen. Han forklarer, at det desuden er Fødevarestyrelsen, der skal anmelde sagen til politiet.

TV2 ØST har kontaktet Fødevarestyrelsen. Den er endnu ikke vendt tilbage med en kommentar.


Nyhedsoverblik