En lønforhøjelse på tre gange så meget, som lønnen lyder på i dag.
Det er, hvad bestyrelsesformanden i det skandaleramte Odsherred Forsynings tre vandselskaber mener, at samtlige bestyrelsesmedlemmer skal have.
Nu skal byrådet ytre deres holdning til spørgsmålet på et byrådsmøde tirsdag aften – og holdningen fra Odsherreds Borgmester, Karina Vincentz (Nyt Odsherred) er klar og tydelig:
- Jeg synes, det er en rigtig dårlig idé i den her situation, som Odsherred Forsyning er i lige i øjeblikket, siger hun.
- Der er masser af forbrugere, som ikke ved, om de får prisstigninger. Så at begynde at tale om honorarstigninger - det synes jeg, er et virkelig dårligt tidspunkt.
’’Respektløst’’
Da det skandaleramte Odsherred Forsyning overdrog nøglerne til Nordea, overdrog de også al magt i selskabet.
Samtidigt blev posterne som bestyrelsesformand i både Odsherred Forsyning og Odsherred Varme skiftet ud med folk fra Nordeas egne rækker – og de fik hurtigt markante lønforhøjelser.
Jeg synes, det er en rigtig dårlig idé i den her situation
Derfor efterspørger bestyrelsesformand i Odsherred Forsynings vandselskaber, Susan Münster, en tilsvarende lønstigning.
Lønstigningerne vil betyde, at formanden i vandselskaberne får 240.000 om året i stedet for de nuværende 75.000 kroner. I alt vil lønstigningerne medføre en årlig udgift på 780.000 kroner.
Et forslag borgmesteren har kaldt ’respektløst’ i et Facebook-opslag.
- Noget af det første der skete, da Nordea overtog nøglerne, var at de satte honoraret op til deres egne bestyrelsesmedlemmer, og nu spørger vandselskaberne også, om de kan få det tilsvarende, siger hun til TV2 ØST.
- Det er et dårligt tidspunkt, og vi vil anbefale dem ikke at gøre det. Men det er jo Nordea, der bestemmer.
- Nu skal vi have ryddet op
Vandselskabernes bestyrelsesformand har i forslaget lagt vægt på, at der medfølger en ekstraordinær arbejdsbelastning, mens man arbejder på at finde en bæredygtig løsning for kunderne og forbrugerne i genoprettelsen af forsyningsselskabet.
Borgmesteren mener dog, at alle samtaler om lønstigninger bør vente.
- Jeg synes, det giver mening, at vi på et tidspunkt taler om, hvordan honoraret skal være. Men lige nu skal vi have ryddet op, og det nytter ikke noget, at vi i en situation som nu, begynder at tale om, at man skal have større honorarer, siger Karina Vincentz.
Beslutningen ligger i sidste ende hos Nordea, men kommunen vil behandle spørgsmålet på byrådsmødet klokken 18.30.