Anklager i Tømmerup-sagen: Jeg er rigtig glad på vegne af den dreng, der anmeldte det

Folk i Tømmerup havde svært ved at to på den dreng, der anmeldte præsten i Tømmerup for overgreb. Nu har han fået rettens ord for, at han talte sandt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det var en anmeldelse fra en dengang 12-årig dreng, der den 22. juni 2016 førte til, at den daværende sognepræst i Tømmerup ved Kalundborg blev anholdt.

Drengen havde fortalt sine forældre, at præsten havde begået flere seksuelle overgreb mod ham.

- Han fortalte, at præsten havde givet ham et handjob og taget på ham. Han ville også spille et spil, som min søn kaldte et ”bøsse-drikke-spil. Han valgte at drikke, fordi han ikke havde lyst til at røre ved præsten, forklarede drengens mor i retten.

quote Jeg er rigtig, rigtig glad på vegne af den dreng, der har anmeldt det. Som alle folk sagde til, at det ikke kunne være sandt

Anja Liin, anklager

Efter drengen åbnede op for sine forældre, ringede de først til ”et par livliner”, hvorefter de kontaktede politiet. Men det gav angiveligt problemer i den lille by Tømmerup. Ifølge moren blev familien ringet op og truet, da det kom frem, at de havde politianmeldt præsten.

- De sagde, at det kunne præsten aldrig finde på, forklarede moren. 

Læs også
Tidligere sognepræst kendt skyldig i seksuelt misbrug af børn
Læs også
Tidligere sognepræst kendt skyldig i seksuelt misbrug af børn

"Det betyder meget for dem"

Men nu har drengen altså fået Retten i Holbæks ord for, at overgrebene havde fundet sted. Og især derfor var anklager Anja Liin rigtig glad, da TV ØST mødte hende efter dagens kendelse.

- Jeg er rigtig, rigtig glad på vegne af den dreng, der har anmeldt det. Som alle folk sagde til, at det ikke kunne være sandt. ”Det passer ikke, og det gør vores præst ikke”, sagde de. Nu har han rettens ord for, at det han sagde, var sandt. Og det er jeg personligt rigtig glad for, siger hun.

quote Det betyder rigtig meget for dem. At de har fået lov til at fortælle deres historie, og at de er blevet troet på

Nina Nielsen, bistandsadvokat

Også bistandsadvokat Linda Lange Kastrup var glad for rettens kendelse. Hun har repræsenteret flere af de krænkede børn i sagen. Præsten blev dømt for at begå seksuelle overgreb på seks unge mennesker i alderen 12 til 16 år. Derudover blev han dømt for at blufærdighedskrænke yderligere fem unge drenge, hvor to af dem var bare 14 år gamle.

- Det betyder rigtig meget for dem. At de har fået lov til at fortælle deres historie, og at de er blevet troet på. Det var en god dom for dem på den måde, siger hun til TV ØST. 

Tømmerup Kirke
Læs også
Få overblikket: Det er præsten fra Tømmerup kendt skyldig i
Tømmerup Kirke
Læs også
Få overblikket: Det er præsten fra Tømmerup kendt skyldig i

Ved ikke endnu, om sagen skal ankes

Anderledes slukøret var præstens forsvarer, Ulrik Sjølin Pedersen, der i sit forsvar sagde, at der var en risiko for, at børnene og de unge drenge var blevet manipuleret til at fortælle om hændelser, der slet ikke havde fundet sted. At de var blevet stillet ledende spørgsmål, som havde resulteret i, at børnene havde skabt en falsk erindring.

Men den forklaring købte retten altså ikke.

- Jeg må jo læse kendelsen, og så må jeg forholde mig til, at det er det, retten har ment indtil videre, siger han.

quote Indtil videre må jeg anerkende, at retten havde en anden opfattelse, end jeg havde

Ulrik Sjølin Pedersen, forsvarer

På onsdag i næste uge er Retten i Holbæk klar med strafudmålingen, og først der vil forsvarsadvokaten sammen med præsten vurdere, om kendelsen skal ankes.

- Men indtil videre må jeg anerkende, at retten havde en anden opfattelse, end jeg havde, siger Ulrik Sjølin Pedersen.

Dømt for at misbruge stilling

Foruden de seksuelle overgreb og blufærdighedskrænkelser blev præsten kendt skyldig i at have misbrugt sin stilling og psykiske overlegenhed til at komme tæt på de unge mennesker. Og det kan få stor betydning for længden af straffen i sagen.

- Det står direkte i straffeloven, at det er en skærpende omstændighed, hvis man misbruger sin stilling til at begå kriminelle handlinger. Så der vil det få en betydning. Og det betyder også noget, fordi sagen er meget speciel. Det er ikke tit, vi ser, at folk i Danmark misbruger deres stillinger og slet ikke til at begå seksuelle krænkelser, siger anklager Anja Liin. 


Nyhedsoverblik