Nyhedsoverblik

6500 kræftpatienter har ventet for længe på behandling

Cirka 6500 danske kræftpatienter har ikke fået så hurtig behandling, som de har krav på.

Det konkluderer Rigsrevisionen, som har undersøgt ventetiderne på kræftbehandling, ifølge TV 2.

- Regionernes og Indenrigs- og Sundhedsministeriets manglende overholdelse af patientrettighederne er stærkt utilfredsstillende, konkluderer Rigsrevisionen i sin beretning til Statsrevisorerne.

Det får Statsrevisorerne til at udtale "skarp kritik", som er det næsthøjeste niveau på kritikskalaen.

Hvert år bliver cirka 45.000 danskere ramt af kræft, som samlet set er den hyppigste dødsårsag i Danmark. Hurtig behandling er ifølge Sundhedsstyrelsen afgørende for patienternes overlevelse.

Rigsrevisionen har set fire år tilbage i tiden. Og undersøgelsen viser, at 16.300 af kræftpatienterne – svarende til 14 procent af kræftforløbene – ikke var begyndt i behandling inden for tidsfristen.

Det kan der være alle mulige gode grunde til. At patienten for eksempel gerne vil udskyde til efter en ferie, ønsker en anden kirurg eller skal komme sig efter en operation før den næste.

Men i 6500 kræftforløb var der ingen gyldig grund til, at man ikke havde fået patienten i behandling inden for tidsfristen.