For tiden kommer Heidi Kvistfeldt ofte på ortopædkirurgisk afdeling på Sjællands Universitetshospital i Køge.
Hun er netop blevet opereret i foden, og en gang om ugen skal hun have skiftet den gips, som sidder omkring hendes fod.
- De har sat min knogle på plads med søm, fortæller hun.
Heidi Kvistfeldt bor i Eskilstrup på Falster. Hun har haft diabetes, siden hun var 21 år og haft forskellige følgesygdomme. Hun har blandt andet været igennem et langt forløb med sin venstre fod. Det startede for tre år siden, da hun fik sår på lilletåen og storetåen, som ikke ville hele.
- Jeg har ikke tidligere haft sår. Men jeg havde noget hård hud, og jeg sad og pillede i det, og det begyndte at bløde. Jeg gik til fodterapeut med det, men det hjalp ikke. Der kom betændelse i det, og til sidst fik jeg at vide, at det ikke kunne reddes, fortæller hun.
Så lilletåen og storetåen måtte desværre amputeres med et halvt års mellemrum tilbage i 2021.
- Det er ubehageligt. Jeg kunne mærke, at det var svært at holde balancen, når jeg ikke har storetåen. Folk troede, at jeg var fuld, og jeg måtte forklare folk, at det var jeg ikke, siger hun.
Gik skævt på foden
Efter amputationen gik hun skævt på foden, og knoglerne faldt sammen, en diabetisk fodkomplikation, som hedder Charcot. Herefter blev Heidi Kvistfeldt henvist til Sjællands Universitetshospital i Køge, hvor hun nu kommer hver uge.
På ortopædkirurgisk afdeling har man opbygget et tværfagligt team, der har ekspertise på fodområdet. Formålet er at forebygge blandt de patienter, der er i risiko for at ende med amputationer.
- Amputation er worst case scenario, men med mange forskellige interventioner kan vi forebygge, at det kommer så vidt, fortæller Anna Kathrine Pramming, der er leder af fod-ankel sektionen på ortopædkirurgisk afdeling.
Når man har diabetes, kan følesansen være forstyrret på grund af nervebetændelse, og patienterne kan derfor ikke mærke, hvis de træder på noget og får et sår.
- Vi er i et udsat område, hvor patienterne ikke altid drager omsorg for sig selv, så når man ikke kan mærke, at der er smerter i såret, så er det svært at reagere. Så vi vil gerne udbrede en viden om, at her er der nogle fødder, vi skal passe særligt godt på. Jeg plejer at sige til patienterne, at deres fod er blevet døv. Så skal man i stedet bruge synet og kigge på fødderne dagligt og reagere, siger Anna Kathrine Pramming.
Mellem 15 og 25 procent af alle patienter med diabetes vil på et tidspunkt udvikle et fodsår, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Vigtigheden af at få taget hånd om dem understøttes af statistikken, et fodsår lyder uskyldigt, men det kan være livstruende for patienterne.
- Det er en usynlig sygdom, men når man får et diabetisk fodsår, så er det udtryk for en generel fremskreden sygdom i kroppen. Statistikkerne viser, at der er en kæmpe overdødelighed. Man er i en gruppe, der samlet set har en lige så stor dødelighed som ved kræft, fortæller Anna Kathrine Pramming.
Tættest på patienterne
For at få fat i patienterne og få dem ind på sygehuset har afdelingen oprettet en hotline for det sundhedspersonale, der er tættest på patienterne, nemlig de praktiserende læger, kommunernes hjemmesygeplejersker og fodterapeuterne.
Der er 5-6 opkald til hotlinen hver dag, og mange af opkaldene resulterer i enten en akut eller subakut tid på hospitalet.
- Formålet er at afkorte vejen herind. Den kan være lang og kringlet, og inden, der bliver skrevet en henvisning, og vi har visiteret patienten, kan der gå to til tre uger, før at patienten bliver set. Det er altafgørende, at patienten bliver set hurtigt, jo længere tid der går, jo mere kan gå tabt, fortæller Malene Ringholm Bæk Larsen, der er ledende overlæge i sårsektionen på ortopædkirurgisk afdeling.
Svært af få en tid
Formålet med hotlinen er også at sikre, at patienterne rent faktisk har adgang til at få sårpleje.
- Der er mangel på praktiserende læger, og nogle gange kan det være svært at få en tid, så det er sårsygeplejerskerne og fodterapeuterne, der kan gøre en forskel, siger Malene Ringholm Bæk Larsen.
I 2022 kom en række sager frem om benamputationer, der kunne være undgået. Sagen startede i Region Midtjylland, og siden kom det frem, at der også i Region Sjælland var store problemer. Det fik regionsrådet til beslutte en handleplan for området.
- Amputationssagen har betydet, at der er mere fokus på det her område, som er et stille område uden de store armbevægelser. Nu er det lettere at få opmærksomhed på, at det er vigtigt at forebygge amputationer. Vi oplever, at der er større velvilje, siger Anna Kathrine Pramming.
Heidi Kvistfeldts fod skal være under observation et godt stykke tid endnu, og den såkaldte gipsning skal skiftes hver uge.
- Det er ikke en helt almindelig gips. Man skal være meget opmærksom, når man lægger en gips rundt om et ben og en fod, der ikke kan mærke noget. Det kræver specialviden, men er fantastisk effektivt. Man sætter et skelet udenpå knoglen, og når man så lander med sit fodtryk, fordeler man trykket, og får såret til at hele op på den måde, siger Anna Kathrine Pramming.
Gipsningerne bliver lavet i forskellige farver og mønstre, som patienterne selv kan vælge. Heidi Kvistfeldt vælger et dansk flag.
- Skal du også have glimmer på? spørger fysioterapeuten.
Mens den sidste glimmer lægges på gipsningen, får Heidi Kvistfeldt spurgt ind til den videre plan for genoptræningen. Hun skal starte med at gå med foden i en støvle, og derefter kan hun få en ortopædisk sandal, der er tilrettet hendes fod.
- Det glæder jeg mig meget til. Så kan jeg komme ud og køre på motorcykel igen. Jeg har ikke kørekort, så jeg sidder bagpå, mens min mand kører, fortæller hun.