Line Marie Christensen fra Ruds Vedby var kun 14 år, da hun første gang blev indlagt i børnepsykiatrien i Roskilde.
- Jeg var panisk, første gang jeg skulle indlægges. Jeg kendte jo ikke psykiatrien, jeg var et barn. Det var en kæmpe omvæltning at gå fra at gå i skole, arbejde og gå til gymnastik tre gange om ugen til at være indlagt, husker hun.
Siden har hun været indlagt i alt 36 gange i børnepsykiatrien i Roskilde og voksenpsykiatrien i Slagelse. Nogle gange helt kort, andre gange i op til et halvt år. Hun har diagnosen paranoid skizofreni, og der opstod situationer, hvor hun var selvskadende og skar i sig selv med barberblade og glasskår.
- Jeg hørte stemmer hver dag. Nogle gange hele tiden. Det handlede om skyld og skam og selvskade, og der var død og ødelæggelse over det hele. Jeg startede med at selvskade i det mindre, men det eskalerede for mig, og til sidst var jeg på skadestuen hver dag, og selvskaden blev til selvmordsforsøg. Det mest ubehagelige var at have et liv, hvor jeg ikke havde kontrollen, fortæller hun.
Hendes situation betød, at hun har været udsat for mange former for tvang.
- Det har været alt lige fra tvangsindlæggelse, hvor jeg havde nået at få det så svært, inden jeg blev indlagt og ikke kunne tage imod hjælp. Jeg havde jo ikke lyst til at blive indlagt. Så har jeg været fastholdt og bæltefikseret og fået akut beroligende medicin med tvang i situationer, når jeg ikke ville samarbejde, fortæller Line Marie Christensen.
Mængden af tvang er stigende
Line Marie Christensen er ikke den eneste, der har oplevet at få akut beroligende medicin med tvang. Faktisk er den form for tvang et af de eksempler på tvang, der er steget gennem de senere år, viser en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen. Rapporten hedder Monitorering af tvang i psykiatrien 2020.
Overordnet viser rapporten, at antallet af bæltefikseringer er faldet. Men samtidig er der sket en stigning i antallet af personer, der fastholdes, får akut beroligende medicin og tvangsbehandles og indlægges ved brug af tvang.
Tvang er en krænkelse af helt basale menneskerettigheder
Af rapporten fremgår det, at der i 2014 var 5.801 personer på 18 år eller derover, der blev udsat for tvang i psykiatrien. I 2020 var antallet 5.923. Samlet set er der altså sket en stigning. I Region Sjælland drejer det sig om 709 personer på 18 år eller derover, der i 2014 blev udsat for tvang, i 2020 var antallet 791.
- Det er ikke vores ønske. Det er slet ikke det, vi vil. Vi tror ikke på, at tvang giver bedre behandling, vi skal blive bedre til at undgå tvang, så det har vi meget fokus på. Vi vil blive bedre og forfine de værktøjer, vi har, og arbejde videre med det. Vi ved, at tvang er traumatiserende. Det er det for patienterne, men det kan det også sagtens være for personalet. Så alle har en rigtig god grund til at arbejde på at forebygge tvang, siger Dorthe Juul Lorenz, der er vicedirektør i psykiatrien i Region Sjælland.
Regioner sammenlignes ikke
Men alt i alt bliver flere altså udsat for tvang, og det ærgrer Sundhedsstyrelsen.
- Tvang er en krænkelse af helt basale menneskerettigheder, og det at skulle give samtykke til behandling er en grundsten i vores sundhedsvæsen. Det, som er bekymrende, er, at vi er ret sikre på, at der foregår unødig tvang, for vi kan se, at tallene er uensartede på tværs af regioner, på tværs af sygehuse og på tværs af sygehusafdelinger. Der er nogle, der lykkes med det, og så er der andre, der ikke lykkes med det, siger Helene Bilsted Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.
I rapporten bliver regionerne ikke målt op imod hinanden, men op imod deres egne tal, blandt andet fordi regionerne er forskellige hvad angår eksempelvis befolkningens størrelse og patientsammensætning.
Sådan her ser det ud med brugen af tvang i Region Sjælland:
Grafik: Nick Abildgaard
Sundhedsstyrelsen, der overvåger området, kalder i rapporten situationen trist, utilfredsstillende og bekymrende. Sundhedsministeriet og Danske Regioner indgik i 2014 en aftale om at halvere brugen af bæltefikseringer i psykiatrien med udgangen af 2020 og generelt mindske brugen af alle former for tvang i psykiatrien, men det mål er altså langt fra nået.
- Da vi satte os det mål, vidste vi godt, at der skulle lægges rigtig mange kræfter i det, at det var en målsætning, der skal knokles for, men at vi i dag står et sted, hvor der samlet set er flere, der udsættes for tvang i dag end i 2014, det kommer ret meget bag på mig. At vi ikke er lykkedes bedre, det er bekymrende og noget, som vi er nødt til at have et fokus på, også fremadrettet. Jeg tror stadig på, at det godt kan lade sig gøre, men der skal en lang række af indsatser til for at komme i mål, siger Helene Bilsted Probst.
Det har reddet mit liv, men det har også virkelig ødelagt mit liv
Vil undgå alle former for tvang
I Sundhedsstyrelsen er man bekymret over, at fokus er blevet flyttet fra et sted til et andet i psykiatrien - altså at der "kan ske en uhensigtsmæssig substitution mellem tvangsforanstaltninger”, som det lyder i rapporten.
- Alternativet til bæltefiksering kan være fastholdelse og brugen af akut beroligende medicin, og derfor har vi kigget nøje på de her to former for tvang. Vi ved, at for nogle afdelinger er det lykkedes med både at nedbringe bæltefikseringer, akut beroligende medicin og fastholdelse, så vi ved, at det kan lykkes at bringe den samlede tvang ned, men vi ved også, at der nogle steder sker det, at man bare bruger en anden form for tvang i stedet for bæltefiksering, og det er jo rigtig uheldigt, siger Helene Bilsted Probst.
- Vi har målsat noget særligt på bæltefikseringer, og så bliver man jo fokuseret på det. Men ret hurtigt kunne vi se, at måske kunne der være en tendens til at nogle af de andre former for tvang steg, vi kan ikke helt sikkert sige, at det er fordi vi har nedbragt bæltefikseringerne, det kan jo være at behovet simpelthen har været større, og så er det jo de former for tvang vi vælger, siger Dorthe Juul Lorenz fra Region Sjælland.
Selv om tvang ikke er rart, har Line Marie Christensen ind i mellem kunnet se, at situationen var eskaleret så meget, at det var nødvendigt
- Jeg har jo skreget og råbt og haft en følelse af magtesløshed, og så lige pludselig, så er det ude af mine hænder. Så bliver ansvaret taget fra mig. Og lige så forfærdeligt, det er i situationen, lige så forløsende kan det være bagefter, fordi når man først ligger der, så kan man ikke noget. Det gjorde, at jeg ikke skulle forholde mig til noget andet, forklarer Line Marie Christensen og uddyber:
- Nogle gange kan jeg tænke, at det var helt okay, og der var ingen anden udvej, men der er også mange situationer, hvor jeg tænker, at jeg ville ønske, at de havde kendt mig bedre, eller at jeg havde været i stand til at sige noget. Så det er virkelig med blandede følelser, at jeg tænker på tvang. Det har reddet mit liv, men det har også virkelig ødelagt mit liv, fordi det er utrolig grænseoverskridende og virkelig indgribende. Det er en voldsom oplevelse, fortæller Line Marie Christensen.
Følger tallene uge for uge
En forklaring på, at der bliver brugt mere akut beroligende medicin med tvang, kan være, at personalet i psykiatrien anser den form for tvang som mindre indgribende end en bæltefiksering:
- Man har tidligere sagt, og det gør man stadigvæk, at bæltefiksering er den mest indgribende form for tvang, så det er bedre at vi bruger de andre former for tvang. Men der skal ikke være sådan en substitution, hvor man vælger noget andet i stedet for, så derfor har vi også fokus på det nu. Vi følger tallene uge for uge, og der, hvor vi har problemer med det, går vi ind og laver særlige indsatser, fortæller Dorthe Juul Lorenz.
Selv om aftalen mellem Sundhedsministeriet og Danske Regioner nu er udløbet, er der enighed om, at der nu skal laves nogle nye målsætninger, som formentlig bliver en del af den 10-års plan for psykiatrien, der er på vej. Samtidig fortsætter Sundhedsstyrelsen med monitoreringen af området og vil stadig udgive halvårlige rapporter om brugen af tvang.
- Alle regioner har forsøgt at gøre deres bedste. Nogle er nået længere end andre regioner. Det, som jeg synes er bekymrende, er, at tvangen samlet set stiger. Så vi er slet ikke færdige med den her indsats, siger Helene Bilsted Probst og uddyber:
- Hvis der havde været en snuptagsløsning eller et quick fix på det her, så havde vi gjort det, fordi der har været et kæmpestort engagement i forhold til at nedbringe tvangen. Det snævre fokus på bæltefikseringer har nok ikke været hensigtsmæssigt. Vi skal have et helt andet fokus, og så må vi erkende, at der er brug for et bredt kvalitetsløft i psykiatrien i Danmark. Det gælder på sygehusafdelingerne, men det gælder også på bostederne og i de psykosociale indsatser i kommunerne. Når man er så syg, at man er indlagt med tvang, så følger der også meget tvang med, siger hun.
Line Marie Christensen håber, at der i fremtiden vil blive anvendt mindre tvang på psykiatriske afdelinger. Hun mener, at det handler om at opbygge en helt ny kultur
- Man kan ikke bare fjerne tvang. Men hvis man vil have en psykiatri stort set uden, så er man nødt til at sætte noget andet i stedet for. Bruge andre strategier og nye måder at behandle på. Kig på hver enkelt patient og sige: Hvem er du? Hvad kan du? Hvilke styrker har du? Hvad kan vi trække på? Det er nemmere sagt end gjort, det er jeg udmærket klar over, men jeg tror på - og taler på mine egne vegne – at det er sådan, man kan hjælpe andre mennesker. Nogen har brug for noget og andre for noget andet, siger Line Marie Christensen.
Stor opmærksomhed på tvang
Dorthe Juul Lorenz fra psykiatrien i Region Sjælland mener, at der allerede er meget stor opmærksomhed på, at brugen af tvang skal ned.
- Jeg oplever, at personalet allerede nu har fokus på og indsigt i, at tvang er ikke behandling. Tvang kan være en nødforanstaltning i yderste konsekvens. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå det, for patienternes skyld, de pårørendes skyld og for personalets skyld, siger hun.
Det er nu fire år siden, at Line Marie Christensen har været indlagt. Hun er flyttet i lejlighed sammen med en veninde, hun kender fra sit studie, og hun er nu i gang med at uddanne sig til sygeplejerske. Fremover vil hun gerne være med til at hjælpe andre. Hun holder foredrag og er med i flere udviklingsprojekter i psykiatrien:
- Selv om jeg har været megadårlig, så har jeg altid haft et ønske om at kunne gøre en forskel for andre. Vi er så mange mennesker, der har stået i den her situation. Så jeg føler et eller andet sted, at det mindste, jeg kan gøre, er at prøve at gøre noget. Så giver det mening lige pludselig, så er det ikke ti år af mit liv, der bare er spildt på at have det dårligt. De erfaringer, der er megabarske kan bruges til at rykke noget i andre mennesker, siger Line Marie Christensen.