Fyret i Fredericia - ansat som chef i Region Sjælland

44-årige Annemarie Zacho-Broe kommer til at stå i spidsen for regionens største arbejdsplads med 20.000 ansatte og et budget på 21 milliarder kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Regionsrådet i Region Sjælland godkendte tirsdag aften enstemmigt ansættelsen af Annemarie Zacho-Broe som ny regionsdirektør i Region Sjælland. 

Annemarie Zacho-Broe kommer senest fra en stilling som kommunaldirektør i Fredericia, og var før det sundhedschef ved Aarhus Kommune.

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Hun overtager fra Per Bennetsen, der efter 25 år i først Storstrøms Amt og siden Region Sjælland, i december skiftede til en stilling som administrerende direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.

Samarbejdet med den nye regionsdirektør er for Heino Knudsens tilfælde kun indtil 2025. Han genopstiller ikke som regionrådsformand.
Samarbejdet med den nye regionsdirektør er for Heino Knudsens tilfælde kun indtil 2025. Han genopstiller ikke som regionrådsformand. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Regionsrådsformand Heino Knudsen ser frem til samarbejdet med den nye regionsdirektør, som begynder i stillingen den 17. april.

- Annemarie Zacho-Broe er en samarbejdsorienteret, strategisk og innovativt tænkende leder, som både kan sikre kontinuitet og fornyelse i Region Sjælland. 

- Jeg er sikker på, at hun kommer til at gøre en stor forskel for Region Sjælland, når vi i regionerne i de kommende år sammen med regering, kommuner og praktiserende læger skal lægge trædestenene for fremtidens sundhedsvæsen, siger Heino Knudsen.

Vil sikre et godt arbejdsmiljø

Annemarie Zacho-Broe glæder sig til nu at sætte sig i spidsen for administrationen i Region Sjælland.

- Jeg vil gøre en dyd ud af hurtigt at komme rundt i organisationen til vores 20.000 dedikerede og dygtige medarbejdere og samtidig få opbygget gode relationer med vores mange samarbejdspartnere, siger hun.

CV

Hun er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet i 2007

  • 2021-nu: Ledelses- og organisationsrådgiver

  • 2018-2021: Kommunaldirektør, Fredericia Kommune

  • 2017-2018: Velfærdsdirektør, Fredericia Kommune

  • 2014-2017: Sundhedschef ved Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg

  • 2013-2014: Kontorchef, Medborgerskab og Folkesundhed, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune

  • 2010-2013: Kontorchef for frivillighed og pårørendesamarbejde, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune

  • 2008-2010: Teamleder, Frivillighedsområdet, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune

  • 2007-2008: Udviklingskonsulent, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune

Bestyrelsesposter:

Bestyrelsesmedlem, DJØF Offentlige chefer
Bestyrelsesforkvinde, Antoniusfonden
Landsforkvinde, Social Sundhed

Hun hæfter sig ved, at en netop offentliggjort trivselsmåling har vist, at der hos medarbejderne i Region Sjælland er en uændret høj trivsel.

- Vores medarbejdere er vores største aktiv, og det er helt afgørende, at vi fortsat sikrer godt arbejdsmiljø og attraktive arbejdspladser i vores region, siger Annemarie Zacho-Broe.

Hjemsendt kommunaldirektør

For to år siden blev Annemarie Zacho-Broe hjemsendt, politianmeldt og siden bortvist fra sit job som kommunaldirektør i Fredericia. Anklagen gik på inhabilitet i en sag om et grundkøb foretaget af borgmesteren. 

Annemarie Zacho-Broe er siden blevet frikendt og renset ad tre omgange. 

Først i en advokatundersøgelse af Fredericia Kommune, dernæst af Statsadvokaten i juni 2022 og endelig af voldgiftsretten i august 2022. Annemarie Zacho-Broe fik i november 2022 tildelt erstatning for forløbet.

Læs også
Lang ventetid på kræftbehandling - Region Sjælland halter bagefter resten af landet
Læs også
Lang ventetid på kræftbehandling - Region Sjælland halter bagefter resten af landet

- Som leder og menneske er jeg kommet styrket ud af forløbet. Når kriser rammer, skal man kunne stå fast og være rodfæstet. Man skal gå op i fakta og ikke løbe med fornemmelser, følelser og stemninger, siger Annemarie Zacho-Broe. 

Hun har de sidste to år brugt tid på arbejde i bestyrelser, yde ledelsesrådgivning og været involveret i en række forskellige udviklingstiltag i forskellige organisationer.

Privat bor Annemarie Zacho-Broe i Aarhus sammen med sin mand og tre teenagebørn.

- Vi går nu i gang med at finde en god løsning på at få kombineret job og familieliv. I første omgang i en model, hvor jeg kan rykke fysisk tættere på regionen i hverdagene, lyder det fra Annemarie Zacho-Broe.


Nyhedsoverblik