Hver tredje dansker vil have regionerne nedlagt

I ny måling om regionerne er mange af de adspurgte i tvivl om regionernes beståen. Hver tredje vil noget nyt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hver tredje respondent i en ny måling fra Voxmeter mener, at det ville være positivt, hvis regionerne blev nedlagt og erstattet af noget andet.

34,4 procent mener, at det ville være godt eller meget godt, 20,7 procent siger nej, mens mere end en fjerdedel - cirka 26 procent - svarer hverken eller, og knap 20 procent er i tvivl.

Målingen, der er foretaget i perioden fra den 25. til 28. juni, har deltagelse af 1007 respondenter.

Anders Kühnau (S), formand for Danske Regioner, ser målingen som et udtryk for, at det "ikke er en folkelig sællert at nedlægge regionerne".

- Mange er i tvivl eller imod det, siger han.

Deler opfattelsen af behov for handling

Men Anders Kühnau mener dog, at målingen er et signal om, at befolkningen vil se forandring.

- Jeg deler opfattelsen af, at der skal ske noget. Det er også det, kommissionen er kommet frem til, siger han.

Han henviser til Sundhedsstrukturkommissionen, en regeringsnedsat gruppe, som har peget på i alt tre modeller for fremtidens sundhedsvæsen.

I to af dem nedlægges regionerne, der driver sygehusene - i hvert fald i den nuværende form.

I den ene af de to forsvinder den politisk valgte styring af dem, og styringen ryger op på centralt niveau. I den anden erstattes de nuværende fem regioner af otte-ti såkaldte sundheds- og omsorgsregioner.

Læs også
Organisationer vil fjerne ansvaret for plejehjem fra kommunerne
Læs også
Organisationer vil fjerne ansvaret for plejehjem fra kommunerne

Anders Kühnau mener ikke, at en fuldstændig nedlæggelse af regionerne har "nogen gang på jord" i politiske kredse.

- Det er jeg ikke bekymret for.

- Politikerne på Christiansborg ved jo godt, at sundhedsvæsenet er det emne – og det viser mange undersøgelser – danskerne går mest op i. Derfor vil det være dybt mærkværdigt at lægge det uden for demokratisk kontrol, siger han.

M melder klart ud

Af de tre regeringspartier er det kun Moderaterne, der har meldt klart ud. Partiet vil nedlægge regionerne.

Monika Rubin, politisk ordfører for Moderaterne, afviser Kühnaus ord om, at det ingen gang på jord har at fjerne den decentralt politisk udpegede styring helt. Man skylder at studere kommissionens modeller, mener hun.

Læs også
Mange har søgt ind på ny lægeuddannelse i regionen
Læs også
Mange har søgt ind på ny lægeuddannelse i regionen

Hun påpeger, ligesom Kühnau gør, at befolkningen vil se forandringer. Men hun afviser, at der lægges op til et sværdslag de tre regeringspartier imellem, når det kommer til regionernes fremtid.

- Jeg er sikker på, at vi kan finde en løsning. Det vigtige er at hæfte sig ved, at befolkningen godt kan forstå behovet for en forandring i sundhedsvæsnet.


Nyhedsoverblik