Italienere involveret i kartelsag kan ende med at flyve lægehelikopteren

I alt fire kandidater er i spil til at flyve regionernes akutlægehelikopter. Det er tredje gang på to år, at lægehelikopteren sendes i udbud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Region Sjælland og de øvrige regioner gør nu for tredje gang et forsøg på at finde ud af, hvem der i fremtiden skal flyve akutlægehelikopterne i Danmark.

Denne gang er der fire kandidater på banen, som har klaret den såkaldte prækvalifikationsrunde, oplyser sekretariatet for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning, til TV2 ØST.

I dag er det virksomheden Norsk Luftambulanse, der står for opgaven.

quote Der bliver nu iværksat en undersøgelse af, om det, de oplyser os, er korrekt

Troels Martin Hansen, cheflæge, Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning

Med fire virksomheder, der får lov at byde, er der tre flere end første gang, ordningen blev sendt i udbud i efteråret 2020. Her måtte udbudsrunden gå om, netop fordi kun Norsk Luftambulanse blev fundet egnet til at byde på opgaven. De fire nuværende kandidater er også én mere sammenlignet med seneste forsøg på en udbudsrunde, fortæller Troels Martin Hansen, der er cheflæge i Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning:

- De tre af de prækvalificerede kandidater var med sidst, og så er der kommet én til, som lever op til prækvalifikationskravene, siger han med henvisning til det italienske selskab Elifriulia.

Involveret i kartelsag

For at deltage i udbudsrunden om at flyve regionernes fire akutlægehelikoptere har selskaberne skullet gennemgå en såkaldt prækvalificering, som i alt fire nu er fundet egnet til. Foruden italienske Elifriulia er det dansk-svenske Babcock Scandinavian Air Ambulance fra Esbjerg, SAF Helicopteres fra Frankrig og den nuværende operatør, Norsk Luftambulanse.

Læs også
I luften flere gange om dagen - akutlægehelikopteren er yderområdernes livslinje
Læs også
I luften flere gange om dagen - akutlægehelikopteren er yderområdernes livslinje

De fire selskaber har nu indtil den 2. september 2022 til at komme med deres bud på at løse opgaven.

Samtidig går regionerne i gang med at indhente dokumentation for oplysningerne angivet i selskabernes ansøgninger.

I ansøgningen fra italienske Elifriulia er det især ét forhold, der kigges særligt godt på. Her fremgår det blandt andet, at selskabet tidligere har været involveret i sager om konkurrencefordrejning i Italien. Selskabet oplyser dog samtidig, at der er rettet op på forholdene.

Troels Martin Hansen er cheflæge for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning. Han oplyser, at man nu går i gang med at indhente dokumentation for oplysningerne angivet i selskabernes ansøgninger.
Troels Martin Hansen er cheflæge for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning. Han oplyser, at man nu går i gang med at indhente dokumentation for oplysningerne angivet i selskabernes ansøgninger. Foto: Niels Åge Skovbo/Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning

- Vi skal invitere et selskab med, hvis det lever op til kravene for at blive prækvalificeret. Men der bliver nu iværksat en undersøgelse af, om det, de oplyser os, er korrekt, og at der er blevet rettet op på de sager om konkurrencefordrejning, som de har været involveret i, siger Troels Martin Hansen og tilføjer:

- For vi kan ikke have et firma til at flyve akutlægehelikopter, som ikke lever op til love og regler.

Akutlægehelikopter
Læs også
Efter kaotisk forløb: Nye lægehelikoptere når måske ikke at være på plads, før den gamle ordning udløber
Akutlægehelikopter
Læs også
Efter kaotisk forløb: Nye lægehelikoptere når måske ikke at være på plads, før den gamle ordning udløber

Den udlægning bakker Benny Jørgensen fra Region Sjælland op om. Han er medlem af styregruppen for akutlægehelikopterordningen og direktør for det præhospitale område i Region Sjælland.

- Vi prækvalificerer dem, som er egnede til prækvalifikation, og det har man vurderet, at det er de. Det vil sige, at de har fået gjort op med de udeståender, de har haft i Italien med karteldannelse, siger han og tilføjer:

- Vi er kun kort blevet orienteret om det i styregruppen, men der er helt klare regler for, hvem der kan blive prækvalificeret. Og man kunne ikke have dømt dem ude uanset. Så det er de fire, der er med.

Medlem af styregruppen i akutlægehelikopterordningen og direktør for præhospital i Region Sjælland, Benny Jørgensen, fortæller, at de selskaber, som lever op til at blive prækvalificeret har krav på at komme i betragtning.
Medlem af styregruppen i akutlægehelikopterordningen og direktør for præhospital i Region Sjælland, Benny Jørgensen, fortæller, at de selskaber, som lever op til at blive prækvalificeret har krav på at komme i betragtning. Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

Tilbage i december 2021 var det egentlig afgjort, at det fremover er franske SAF Helicopteres, som fremover skal flyve akutlægehelikopter i Danmark. Selskabet kunne ifølge regionerne levere samme kvalitet med 17 millioner kroner billigere end den nuværende leverandør, Norsk Luftambulanse.

Men efter en klage fra Norsk Luftambulanse til Klagenævnet for Udbud har regionerne valgt at lade udbuddet gå om.

Selvom sekretariatet for lægehelikopteren mente, at udbudsprocessen var kørt korrekt, besluttede Styregruppen for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning på baggrund af en delkendelse fra Klagenævnet for Udbud at lade udbuddet gå om.

Læs også
Akutlægehelikoptere på franske vinger - ny klagesag over regionernes udbud
Læs også
Akutlægehelikoptere på franske vinger - ny klagesag over regionernes udbud

Delkendelsen havde ikke opsættende virkning, men risikoen for senere at skulle skifte leverandør førte til beslutningen om at lade udbuddet gå om:

- Vi har lært af den proces, vi har været igennem, og vi er blevet rådgivet til, at vi skulle forenkle vores krav. Det har vi gjort, men grundlæggende er kriterierne, herunder krav til helikopter og udstyr, uændrede, siger Troels Martin Hansen og tilføjer:

- Vi har således ikke slækket på vores krav, men forenklet dem.

quote Vi lever i et samfund, hvor vi ikke kan tillade os at betale mere for den samme kvalitet

Troels Martin Hansen, cheflæge, Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning

Han oplyser, at akutlægehelikopterordningen i den forbindelse også har skiftet juridisk rådgiver og har hyret Kammeradvokaten til at gennemgå hele udbudsmaterialet.

- De har gennemgået hele materialet, så kompleksiteten nu er blevet mindre – hvor vi tidligere bad om bud på helikoptere af forskellig størrelse, har vi nu bedt om tilbud på to store og to små helikoptere.

Ændrer evalueringsmodel efter kritik

Tildelingen af akutlægehelikopter-kontrakten sker ifølge udbudsmaterialet på baggrund af kvalitet, driftssikkerhed og økonomi, vægtet med henholdsvis 40, 30 og 30 procent.

Her i regionen har akutlægehelikopteren base i Ringsted, hvorfra den årligt flyver flere end 1.200 missioner.
Her i regionen har akutlægehelikopteren base i Ringsted, hvorfra den årligt flyver flere end 1.200 missioner. Foto: Anna Marin

I forbindelse med den seneste udbudsrunde opnåede alle tre selskaber imidlertid næsthøjeste score på både kvalitet og driftssikkerhed, hvorfor det afgørende parameter blev prisen.

Akutlægehelikopter-ordningen blev i den forbindelse kritiseret for den måde, hvorpå der blev givet point for evalueringen af kvalitet og driftssikkerhed, bekræfter Troels Martin Hansen:

- Og her er vi blevet klogere, siger han.

På den baggrund har man nu valgt at foretage en række justeringer i den måde, der gives point på i forbindelse med evaluering af kvalitet og driftssikkerhed.

Læs også
Udbud om lægehelikopter ramt af klagesag - kritiseres for at bryde reglerne
Læs også
Udbud om lægehelikopter ramt af klagesag - kritiseres for at bryde reglerne

- Nu er man gået over til en meget velafprøvet evalueringsmodel, som har været med i andre, store udbud, og som er accepteret som en model for evaluering af kvalitet og driftssikkerhed, siger Troels Martin Hansen og tilføjer:

- Man vil stadig få et samlet resultat, og det kan meget vel være, det kommer til at ligge tæt på hinanden, som vi så sidst, hvor, jeg tror, prisen kan få en betydning. Og det er vi nødt til. Vi lever i et samfund, hvor vi ikke kan tillade os at betale mere for den samme kvalitet.

Overgangen til en ny kontrakt er som følge af den nye budrunde blevet forsinket med et år. 

Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning, der hører under Region Midtjylland, har således forlænget kontrakten med Norsk Luftambulanse til november 2024, hvorefter vinderen overtager driften.

Det forventes, at vinderen af udbuddet kan offentliggøres i starten af december 2022.



Nyhedsoverblik