I starten af december måned kunne regionerne præsentere franske SAF Helicopteres som den ny leverandør af akutlægehelikopterordningen i Danmark.
Selskabet skal efter planen overtage opgaven med at flyve akutlægehelikopter fra blandt andet basen i Ringsted til efteråret 2023.
Hidtil er det Norsk Luftambulanse, der har fløjet akutlægehelikopter i Danmark. Det har virksomheden gjort siden 2014 – og at dømme efter selskabets seneste bud til regionernes udbudsrunde havde man også gerne fortsat dette.
Sådan gik det ikke, og nu har nordmændene klaget over regionernes evaluering af de tre kandidater, som har gjort SAF Helicopteres til vinderen af udbuddet.
Vi mener, at regionerne har kørt en korrekt udbudsproces og har foretaget tilbudsevalueringen efter gældende udbudsregler
- Norsk Luftambulanse har indgivet en klage, som omfatter nogle af rammerne for udbudsprocessen og evalueringen af selskabets tilbud. Vi afventer Klagenævnet for Udbuds behandling af sagen. Udover dette har vi ikke yderligere kommentarer, siger Leif Olstad, administrerende direktør i Norsk Luftambulanse, i et skriftligt svar til TV2 ØST.
Selvom det i første omgang var netop nordmændene, som alene klarede nåleøjet til prækvalificeringen i kapløbet om den nye kontrakt tilbage i efteråret 2020 blandt fem kandidater – så blev udbudsrunden senest efter en klagesag i foråret 2021 udvidet til i alt tre kandidater.
Den tredje kandidat, Babcock Scandinavian Air Ambulance, som fik plads i udbudsrunden efter at have klaget over udbudsprocessen i foråret 2021 har derimod valgt ikke at klage over regionernes evaluering inden fristen for dette udløb den 13. december 2021.
Affejer kritik
Heller ikke hos Region Midtjylland, der forestår regionernes udbud af den luftbårne ambulancetjeneste, er man meget for at kommentere på detaljerne omkring den indløbne klage – eller gå yderligere i detaljer omkring, hvad nordmændene anfægter i den evaluering, som ligger til grund for valget af leverandør.
I et skriftligt svar til TV2 ØST siger administrativ leder af Sekretariatsfunktionen for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning, Olaf Grundtvig Barfoed:
- Vi mener, at regionerne har kørt en korrekt udbudsproces og har foretaget tilbudsevalueringen efter gældende udbudsregler. Regionerne sender et svarskrift til Klagenævnet med bemærkninger til påstandene fra Norsk Luftambulanse, og vi vil herefter afvente Klagenævnets stillingtagen til klagen senest den 12. januar 2022.
I forhold til spørgsmålet om, hvad nordmændene konkret har klaget over, lyder svaret:
- Klagen fra Norsk Luftambulanse omfatter flere punkter, der overordnet set dels omfatter nogle rammer for udbudsprocessen og dels evalueringen af Norsk Luftambulanses tilbud.
Det er dog ikke forventningen, at klagesagen får betydning for tidsplanen omkring overgangen til en ny leverandør eller ny kontrakt:
- Vores forventning er fortsat, at overgangen til den nye kontrakt kan ske 1. oktober 2023. Forsinkelsen af kontraktunderskrivelsen på 30 dage som følge af klagen kan holdes inden for udbuddets samlede tidsplan, siger Olaf Grundtvig Barfoed.
Afgjort på pris
SAF Helicopteres har indgået et samarbejde med danske UNI-FLY A/S fra Fyn, der udover at tilbyde taxaflyvning med helikopter på tværs af Storebælt har helikopterværksted i Odense Lufthavn til servicering af blandt andet de kommende akutlægehelikoptere.
De tre kandidater til udbuddet om akutlægehelikopterordningen er ifølge Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning blevet målt og vejet på tre kriterier.
Kvalitet, driftssikkerhed og pris, med en vægtning på henholdsvis 40, 30 og 30 procent.
Alle tre selskaber nåede imidlertid næsthøjeste score på både kvalitet og driftssikkerhed, hvorfor det afgørende parameter blev prisen. Ifølge Danske Regioner kan SAF Helicopteres levere en besparelse på 17 millioner kroner sammenlignet med den nuværende leverandør.
I 2013 i forbindelse med det forrige udbud omkring akutlægehelikopterordningen blev regionernes evaluering og valg af leverandør også indbragt til Klagenævnet for Udbud, efter at det dengang var Norsk Luftambulanse, som vandt kontrakten.
Her blev Region Midtjylland efterfølgende dømt for at bryde udbudsreglerne.
Den samlede konkret for akutlægehelikopterordningen har en værdi på 100 millioner kroner om året.