Nyhedsoverblik

Korte ventetider på Region Sjællands sygehuse

Man er bedre stillet som borger i Region Sjælland end i resten af landet, hvis man skal opereres. I hvert fald hvad angår ventetiden.

Det viser nye tal, som Sundhedsdatastyrelsen har udgivet.

Her fremgår det, at man skal vente færrest dage på at få et kirurgisk indgreb. Gennemsnitligt hed ventetiden 55 dage i fjerde kvartal 2023, mens den på landsplan var 64. Værst stod det til i Region Midtjylland, hvor ventetiden  var 68 dage - altså knapt to uger mere end i Region Sjælland.

Man har taget udgangspunkt i operationer vedrørende kunstig knæ, brok, kunstig hofte, menisk og galdesten.

Det er dog ikke kun en dans på roser for Region Sjælland. Når det handler om psykiatrisk behandling af voksne, ligger regionen her i den mere tunge ende. For mens den gennemsnitlige tid til behandling på landsplan er 22 dage, så er den i Region Sjælland 28 dage. Til sammenligning er den i Region Hovedstaden blot 15 dage.

Til gengæld havde Region Sjælland den korteste ventetid til psykiatrisk behandling af børn i fjerde kvartal sidste år. 18 dage lød ventetiden på, mens den i Midtjylland var værst med hele 48 dage, som også er med til at trække landsgennemsnittet op på 29 dage.

Du kan selv dykke ned i Sundhedsdatastyrelsens tal her.