Firmaet SOS International er blevet fyret som leverandør af lyntest til ansatte på landets plejecentre.
Det skriver Politiken og tv2.dk søndag eftermiddag på baggrund af en e-mail til partiernes sundhedsordførere, som tv-stationen har set.
Kontrakten med SOS International opsiges med 30 dages varsel i de fire regioner Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland.
Af mailen til sundhedsordførerne fremgår det, at der er indgået kontrakt med Falck om at udføre lyntest i Region Sjælland, Region Nordjylland og Region Midtjylland.
SOS International vil fortsætte med at antigenteste med eget personale i opsigelsesperioden i Region Hovedstaden. Men firmaet Medicals Nordic stopper omgående som underleverandør.
Kritisable forhold
Fyringen kommer, efter at dagbladet Politiken og B.T. har beskrevet lemfældige sikkerheds- og hygiejneforhold ved testcentre tilhørende Medicals Nordic.
Politiken har blandt andet skrevet, at underleverandøren Medical Nordic har delt personfølsomme oplysninger om borgerne gennem WhatsApp, der er gratis for alle at bruge.
Der har været ordre til de meget unge ansatte om, at de skulle spare på både afspritning efter test og brug af engangshandsker med mere.
EL: "Minimal tillid" til SOS International
Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, har på baggrund af historierne i medierne erklæret, at han har "minimal tillid til SOS International og Medicals Nordics evne og vilje til at rette op på fejlene".
Den radikale sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, har også givet udtryk for, at han finder de beskrevne forhold dybt kritisable.
Falck og Copenhagen Medical tabte for nylig en udbudsrunde hos regionerne om at stå for lyntest efter 1. februar.
De to firmaer blev slået af banen af netop SOS International og Carelink.