Markant fald i ansøgere: - Det er bekymrende

Markant færre end sidste år har søgt ind på velfærdsuddannelser i Region Sjælland. Det går især hårdt ud over pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sidste år så det lyst ud for pædagogstanden på Sjælland, da flere unge havde valgt at søge ind på uddannelsen på Professionshøjskolen Absalon.

Det billede har dog ændret sig i år, hvor flere velfærdsuddannelser igen oplever et fald i antal ansøgere.

Værst står det til hos pædagoguddannelsen.

Her er der hele 19 procent færre førsteprioritetsansøgninger i forhold til sidste år. De oplever et fald fra 733 ansøgere i 2023 til 595 ansøgere i år.

quote Det er bekymrende

Pia Ungstrup Petersen, formand for BUPL Midtsjælland

Også sygeplejerskeuddannelsen har taget et dyk. Her har skolen modtaget 7 procent færre førsteprioritetsansøgninger end sidste sommer, hvor antallet er faldet fra 511 til 477 i år. 

Samlet set er antallet af prioritetsansøgninger til kvote 1 faldet med 4 procent hos Professionsskolen Absalon i forhold til sidste år.

Bekymrende udvikling

De dalende tal kommer ikke som en overraskelse for rektoren på Absalon, Camilla Wang.

- Vi ved jo fra undersøgelser, at det også betyder noget for de unge, at de ikke går ned ad et for snævert spor. Man opfatter lidt det at blive lærer, pædagog eller sygeplejerske som noget, man er resten af livet og uden særlige udviklingsmuligheder.

Trods de nedslående tal, håber hun, at udviklingen snart kan vende.  

Læs også
Markant fald i nye ansøgertal
Læs også
Markant fald i nye ansøgertal

- Vi går og venter og håber på en politisk reform, vi er blevet lovet, efter sommerferien, som forhåbentlig skal gøre noget ved det. Blandt andet ved at skabe nogle bedre uddannelser, men også nogle bedre og friere videreuddannelsesmuligheder, siger Camilla Wang.

Også Pia Ungstrup Petersen, formand for BUPL Midtsjælland er bekymret over det markante fald blandt unge, der vil uddanne sig til pædagoger.

- Det er bekymrende, for vi mangler jo pædagoger, siger hun.

- Der kommer til at mangle pædagoger ude i institutionerne. Vi ser allerede nu, at det kan være svært at få pædagoger til stillinger, der bliver slået op. Og det går den forkerte vej.

Lønløft gav ikke pote

Sidste år indgik regeringen en trepartsaftale med flere parter på det offentlige område. Med aftalen fik pædagogerne blandt andet et lønløft på 1800 kroner om måneden fra 2026.

Pia Ungstrup Petersen havde håbet, at de ekstra penge, der er afsat til området ville få flere til at søge mod uddannelsen. Samtidigt efterlyser hun større ændringer.

Læs også
Har manglet læger i flere år: - Vi får ikke nogen ansøgninger
Læs også
Har manglet læger i flere år: - Vi får ikke nogen ansøgninger

- Vi mangler også en reform af pædagoguddannelsen, der er blevet udsultet gennem en del år. Så vi mangler, at man ser på den igen og tilfører nogle midler. Hvis vi får skruet en rigtig god uddannelse sammen, tror jeg, at flere vil søge ind.

Flere sygeplejersker i Nykøbing Falster

Det går dog ikke kun ned ad bakke hos professionsuddannelserne.

Læreruddannelsen går frem med ni procent fra sidste år. Her er det særligt Absalons campus i Vordingborg, der bærer uddannelsen frem grundet flere internationale ansøgere.

Et af lyspunkterne findes også i Nykøbing Falster, der oplever en stigning på 37 procent i forhold til 2023 hos førsteprioritetsansøgere til sygeplejerskeuddannelsen. 

Læs også
Millioner på vej til børn og unge
Læs også
Millioner på vej til børn og unge

- Det er meget positivt, at Nykøbing Falster går frem på denne vigtige uddannelse, hvor man mange andre steder ser tilbagegang, siger Camilla Wang.

Også uddannelserne til fysioterapeut og radiograf tager et markant spring med henholdsvis 18 og 61 procent flere ansøgere end sidste år.

Frygter negativ spiral

Camilla Wang er bekymret for, hvilken betydning tallenes udvikling vil have i fremtiden.

- Udfordringen er jo at undgå at komme ind i en negativ spiral, hvor unge hører, at andre unge vælger uddannelserne fra, og at de så derfor også vælger det fra. Så kommer vi jo ned i sådan et hul, hvor vi får en dårligere og dårligere økonomi og dermed ringere og ringere vilkår for at lave en god uddannelse, siger Camilla Wang til TV2 ØST.

Bjarke Tarpgaard Hartkopf er områdechef for videregående uddannelser i Danmarks Evalueringsinstitut. 

Det overrasker områdechefen, at antallet af ansøgere stadig er faldende.

- Vi har set nogle virkelig markante fald over de seneste fem år hos de her velfærdsrettede uddannelser, siger han.

Han bemærker, at faldet fortsætter, på trods af der nu fra politisk side blandt andet har været større fokus på uddannelserne og professionerne. 

TV2 ØST har forsøgt at få et interview med regionrådsformand Heino Knudsen, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. 

Ansøgere, der har søgt ind på en videregående uddannelse, får svar d. 26. juli. 


Nyhedsoverblik