Mette Frederiksen vil fjerne 900 stillinger fra Rigspolitiet

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil fjerne 900 årsværk fra Rigspolitiet og etablere 20 nærpolitistationer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det har længe stået klart, at Rigspolitiet skulle på slankekur, og i et interview med Berlingske løfter statsminister Mette Frederiksen (S) sløret for sine planer for at slanke Rigspolitiet.

I interviewet siger statsministeren, at 660 stillinger skal fjernes fra Rigspolitiet. Det kommer oven i de 240 årsværk, som Rigspolitiet vil spare jævnfør en spareplan fra januar.

Dermed bliver i alt 900 stillinger berørt af slankningen af Rigspolitiet.

quote Min påstand er, at centraliseringen ikke kun har fundet sted for at få flere muskler til at bekæmpe nye kriminalitetsformer

Mette Frederiksen (S), statsminister

De fjernede stillinger skal frigøre ressourcer, der senere skal bidrage til en opgradering ude i politikredsene. Her skal der laves 20 nye nærpolitistationer. Ti på hver side af Storebælt, forklarer statsministeren i Berlingske.

Rigspolitiet har i dag 2048 ansatte, hvor 618 er betjente. Derudover er omkring 1400 civile ansat - 300 af dem arbejder på politiskolen ifølge Berlingske. De ansatte på politiskolen bliver ikke berørt, fremgår det af interviewet.

De civilt ansatte ved Rigspolitiet kan have mange forskellige funktioner og arbejde med alt fra jura til HR.

Skal ikke acceptere samfundsudvikling

Ifølge Mette Frederiksen er hendes plan et svar på en udvikling, hvor Rigspolitiet har vokset sig større.

- Min påstand er, at centraliseringen ikke kun har fundet sted for at få flere muskler til at bekæmpe nye kriminalitetsformer. Noget er sket som led i en generel samfundsudvikling, vi ikke bare skal acceptere, siger hun til Berlingske.

quote Vi er tilhængere af mere nært politi, men løsningen er ikke at fjerne dem, der er topspecialiserede

Kristian Hegaard, retsordfører, De Radikale

Berlingskes journalister spørger, om ikke de lokale betjente er en slags falsk tryghed mod organiseret kriminalitet, cyberkriminalitet og terrorisme - alle sammen områder, der overskrider politikredsenes grænser.

- Det er jeg uenig i, svarer statsministeren.

Grænsekontrol.jpg
Læs også
Politiets overarbejde eskalerer: - Vi render direkte ind i en enorm pukkel
Grænsekontrol.jpg
Læs også
Politiets overarbejde eskalerer: - Vi render direkte ind i en enorm pukkel

- Ikke i analysen af, at den organiserede kriminalitet kræver noget helt andet end tidligere. Men når en 14-årig bliver gennembanket på vej fra skole, hvad så?

Støtteparti er kritisk

Regeringens støtteparti De Radikale kalder halveringen af Rigspolitiet 'fuldstændig urealistisk'.

- Vi mangler svar fra statsministeren på, hvad der er for nogle opgaver, Rigspolitiet ikke længere skal løse, siger partiets retsordfører, Kristian Hegaard.

- Vi er tilhængere af mere nært politi, men løsningen er ikke at fjerne dem, der er topspecialiserede. Jeg frygter, at den her øvelse betyder, at de kriminelle kommer foran politibetjentene i specialisering, siger han.


Nyhedsoverblik